Alvorsfuld er vor Sorg, smertelig ei,
Trøstigt blander siig Fryd saligt i Sorgen;
Saa, naar Vinteren flyer, yndige Mai!
Qvæger Øiet din friskblomstrende Morgen.
Thorvalds Aand er hos Gud. Her har hans Aand
Virket Danmark til Glands, Livet til Glæde;
Hisset, løft fra sit Støvs fængslende Baand,
Kan han Skiønhedens Væld nærmere træde.
Saare betydningsfuldt Kunstnerens Aar
Sig udvikled; saa groer Spiren af Jorden,
Skiult i tykkeste Mulms laveste Kaar,
Til en Stamme saa høi stærk den er vorden.
Faders Armod han hialp, Træ han udskar,
Af Kunstfølelsens Kraft hærdet mod Trykket;
Mange Snekker maaskee Bølgerne bar,
Som dit barnlige Værk, Thorvald! har smykket.
Og dog sprang han maaskee frem af et Blod,
Som forherliget har Oldtids Idrætter:
Fædre vare maaskee dine, hvis Mod
Tvang i Asernes Flok fnysende Jetter.
Olaf Paa var en Helt, Islandet fandt
Knap hans Mage: saa skiøn, stærk, uforfærdet;
Kiærligheden til Kunst Olaf forbandt
Med Bedrift, og han hug blot ei med Sværdet.
Oldtids Sagn i hans Hal Kniven udskar
Paa de Biælker, som rundt smykkede Salen:
Fofnersbane, som stred deilig og svar,
Odin, som til sit Bord vinkede Valen.
Men hvad havde du sagt, herlige Paa!
Hvis du her havde seet Kunstnerens Under?
Hvis af Ætlingens Haand Værker du saae,
Atter leve du vist troede Vaulunder.
Ham var Kunsten en Leg, let som en Leg,
Let, som Kildernes Væld Vandet udøste;
Let, som Pigen paa Mark binder en Neg,
Han Kunstgaaderne let, smilende løste.
Og dog Alvor saa dybt, dybt i hans Sind
Havde bygget sin stærkthvælvede Bolig,
Medens venlige Smiil pryded hans Kind,
Selv ved Lidenskabs Præg tænkende, rolig.
Nu, som her Ganymed strækker sin Haand
Til den tørstige Ørn, Drikken den yder,
Saa med himmelske Kraft styrkes din Aand
Hist, hvor Engelen dig velkommen byder.
Løven selv paa din Grav har du os sat,
Troskabsløven, som du Schweizerne satte;
Aldrig vorder for dig Kiærlighed mat,
Du, som skienkte dit Land saadanne Skatte!
Jason hente du lod gyldene Skind,
Kunstklenodiet selv fandt du med Ære.
Piger staae ved din Grav — Taare paa Kind;
Du har Pigerne lært Gratier være.
Alexander! dit Tog kongeligt var;
Du til Babylon drog — hvad kan dig hindre?
Men da Danmark til Grav Thorvaldsen bar,
Mon Triumphtoget da viste sig mindre?
Kraftig var du til Sidst, liflig din Hu,
Kraftig Gubbe; det skal Sagerne sande.
Din Heracles sprang frem, kaldt i et Nu,
Som da Pallas forlod Jupiters Pande,
Æsculap! du til ham smiler ei meer —
Ak! hvi monne du dig bort fra ham bøie?
For ham Øinene brast, dunkle som Leer,
Straale lod han af Leer, Luther! dit Øie.
Evigheden dig nu rækker sit Kar,
Med Livskilden din Aand saligt forstærker,
Du, hvis Ansigt alt her Grundformen var
For den Skiønhed, din Haand gav dine Værker!
Ei Kiærmindernes Blaa smiler os meer
Mildt af Vinenes Blik, venlige, glade;
Dine Kinder, ak! nu blege jeg seer.
Som dit lokkede Haars Lilieblade.
Ingen Sorg ved hans Grav! Fryd ved hans Grav —
Ak, men Fryd, som sig dog blander med Taaren!
Løs fra Isen dig nu, Danemarks Hav!
Pryd med Blomster din Skov, Siølund! i Vaaren
Smyk, Natur! dig til Fest, stig af din Dunst.
Her var Thorvaldsens Hiem. Krandsen du binde!
Af Naturen han friskt øste sin Kunst,
Vær da skiønnest du selv Kunstnerens Minde!