Med Ære, som en Jordens Søn
Vel sielden nød, du sank i Grav;
Og, Thorvald! det var Aandens Løn
For al den Herlighed, du gav.
Her samler sig en Ynglingsflok
End til din Hæder, velfortient.
Vort Altar er din Marmorblok;
Selv har du Altrets Flamme tændt.
Vi samles ved din Marmorblok;
Selv har du Altrets Flamme tændt.
Dig hylder en Studenterflok,
Fordi du var en sand Student,
En god Student, en ret Student;
Ved Romas evige Ruin
Du lærte godt, skiøndt ei paa Prent,
Dit Græsk, o Thorvald! dit Latin.
Og hver en Lærd vi spørge nu,
Hvem ei Indbildskhed har forkeert:
Hvo bedre Græker var, end du?
Hvo har de Gamle meer studeert?
Om det var Billed eller Ord —
Tegn er et Tegn blandt andre fleer;
Og Phidias var græsk og stor,
Endskiøndt han ikke var Homer.
Du var Student. Den er Student,
Hvis Aand rask stræber flittig frem,
Og som, af Lykken ei forvendt,
I Musers Hal fandt bedste Hiem;
Der selv i Storheds høie Glands
Beskeden, som en Yngling, staaer,
Og fletter Ungdoms friske Krands
Om sølverbleget Oldingshaar.
Det giorde du; saa stod du tidt
Med Weyse, med din Landsmand stor,
I denne Kreds, hvor ynglingsfrit
Vi hædred jer med Broderord.
Nu møder han med Harpeklang
Dig hist hos Gud i Engleflok.
Og Evighedens skiønne Sang
Nedtoner til din Marmorblok.
Men vi omkring dit Marmor staae
I Broderkredsen Haand i Haand,
Og vore varme Hierter slaae,
Oplued’ af din Mesteraand.
Vor Kraft sig føler mere stærk;
Slig Virkning har din Død frembragt.
Hver Skaber af et Fremtidsværk
Staaer, Salige! med dig i Pagt.
Athene hyller sig i Flor,
Hvad Danmark misted, Danmark veed;
Men vi har tabt ved dette Bord
Din venlige Personlighed.
Held os! vi Thorvaldsen har kiendt,
Her paa vort Blik hans Blik har hviilt,
Og tidt, naar Glædens Blus var tændt,
Han har vor Fryd imødesmiilt.
Naar Ynglingen som Gubbe staaer,
Han Børnebørn fortælle skal:
„Jeg mindes ham, som seet i Gaar;
Han regned mig i Venners Tal.”
Ja, Thorvald! Taaren ved din Død
Er Foraarsregn med rige Trøst,
Kiærminder den fremspire bød,
Og skienker moden Frugt i Høst.