Tragødien er Livet selv; thi Nøden
Er Livets Suurdeig, Livets Skranke Døden,
Og Kraften, som i Slethed ei kan bunde,
Maa kæmpe som en Helt, og gaae til Grunde
Men skiøndt dens Kamp ei altid Ondt opveier,
I Døden finder den sin bedste Seier;
Thi Helt, som tapper for det Gode strider,
Ei døer, men lever stærk til alle Tider.
I græske Sørgespil ei stoisk lides;
En Skiønhed, skiøndt den end kun dunkelt vides,
Om Aandens Adel over Død og Smerte,
Gav Digtet Værd, og styrked Heltens Hierte.
Men denne Anelse, som alt herneden
En Hedning følte for Udødligheden,
Den fandt i Christendommen sin Forklaring,
Sin Styrke, Vished og sin Aabenbaring.
Og naar nu i Tragødien vi græde,
Da er det ei af Smerte, men af Glæde,
Fordi vi veed: den Knop, Jordormen tærer,
Hos Gud sin Blomster-Stiernekrone bærer.
Men heller ei har Melpomene villet
Bestandig Undergang i Heltespillet;
Og denne Digtning stundom skiønt kan feire
Sin Høitid, ved at lade Helten seire.
Og Helten er ei Kæmpe blot med Vaaben:
For hver en skiøn Natur er Hallen aaben,
Som Menneskeligheds Helteseier vinder;
For Kunstner, Borger, Hyrde, Piger, Qvinder.
Og Kiærlighed, som den ei Græker kiendte,
Sin Asterkrands til Melpomene sendte.
Saad an forener, sig da paa vor Scene
En mild Urania med Melpomene.