Du vil, at jeg dig denne skal forklare?
Dig alle vore Regler aabenbare?
Ak! mangen Lærdom selv jeg maatte døie;
Gud være Tak! sundt blev mit Digterøie.
For Alting først tre Eenheder befaled
En fransk Critik. Men Frankrigs Hane galed
Sig selv til Spot; jeg følte: man kan blive
Til Digter ei, blot ved det Negative.
Tre Timer, høiest fiir og tyve Timer,
Hvori Heltinden raser og besvimer,
Og Helten med, af Hads, af Elskovs Lue;
Og, fremfor Alting, i den samme Stue.
Og fem Personer, og, hvad mindst man venter,
Det halve Par af dem blot Confidenter;
Mens Alt Alexandrinen sammenrymper,
Den Smag var fransk. Med Nattergalens Triller
Sang i den tydske Skov nu Goethe, Schiller.
De taug; da hørtes andre tydske Fugle,
Philosophien kom som Viisdomsugle.
Den hyled i sit Mulm paa Nattestien
Lang Tid forblommet først om Ironien;
Saa raabte den: Poet kan den kun blive,
Som hæver sig til det Speculative.
Ei det Moralske Kunsten bør tilhøre,
En mandig Digter bør ei Hiertet røre,
Opfindelsen er Stof, som lidt man agter,
Geniet kun Ideen eftertragter.
Idee! Hvor lang Tid, var en Overøsen
Af critisk Vand paa Kunst med dette Løsen:
Alt skulde for Ideens Skyld forfattes,
Blot for Ideen maatte Værket skattes.
Men hvis de gode Folk, som troe, vi giøgle,
Ideen brugte som en Hovednøgle,
De havde smeddet sig til vore Skabe,
Ved deres Vinding kunde vi kun tabe.
Thi Kunst, som Videnskaben, er selvstændig,
Og hvad den giør, det giør den egenhændig;
Af fremmed Magt den lader sig ei sige,
Er ei Metaphysikens Kammerpige.
Af slige Dirker vil vi ikke vide,
Hvormed en Philosoph ved Nattetide
Gaaer hen til Kisten, mens Poeten sover,
Og taer som Eiendom, hvad bedst ham hover.
Hvad er Ideen? Uden Fordoms Skranke
Jeg troer: Ideen er den Hovedtanke,
Hvorfra det Hele gaaer, som Alt forstærker.
Og saadan findes den i Kunstens Værker.
Men Jordbær spiser du bestrøet med Peber,
Hvis Skiønhed du opløser i Begreber;
Begribes kan ei alle Phantasier,
Og Alt i Kunst er ei Allegorier.
I Fald hver liflig, herlig Aabenbaring
Først trængte til vidtløftige Forklaring,
Svandt snart det hele Liv paa denne Maade;
Vort Liv er selv en uforklarlig Gaade.
Derfor umiddelbart maa Kunsten male
Med Farve, Steen, med Toner og med Tale.
Gensidig Theorie maae vi bestride.
Der siger slet, hvad vi alt bedre vide.
Det Levende, med alle Siælens Gaver,
Paa Bordet tidt blier lagt som et Cadaver;
Spidsfindigheden skiller Kiød fra Benet,
For at beundre, hvad der var forenet.
Et Liigs Anatomie, den skeer med Nytte,
For Livet imod Døden at beskytte;
Men skiæv Critik har Sommerfuglen røvet
Blot Vingens Farver, for at vise Støvet.
I Kunstens Værksted dig dog Synet svigter,
Hvis ei Naturen dig har skabt til Digter,
Og Læser med; den din Forstand indvier
Til grundig Indsigt uden Theorier.
Den Oldtids Valnød, som sin Skal oplukker
Umoden beesk, Humanitetens Sukker
Maa sylte. Digterkilden fra Castale
Maa koge den. Det er ei Gaadetale.