En Digtart, som Historien sig nærmer,
Er Heltedigtet; men Apol beskiermer
Sin Yndling, der vil vinde Laurens Krone,
For koldvidtløftige Fortællingstone.
Hvad allerbedst et Heltedigt kan savne,
Det Aarstal er, og virkelige Navne
Paa Smaafolk, strenge Facta, lærde Noter;
Men hvad det trænger til — er Anecdoter.
Heel tidt den Lærde, som var stiv i Noten,
Foragted og forhaaned Anecdoten;
Og dog — selv i Historien kan ene
Dig Anecdoten skildre Livets Scene.
Thi fierner du dig fra Personligheden,
Da ligner Krigen Krig, og Freden Freden.
I alle Lande, ja til alle Tider
Paa samme Viis forliges man og strider.
Capitler finder du hos Maccabæer,
Skiøndt skrevne for den fierne Tids Hebræer,
Hvori med flygtigt Ord man Helten priser,
Omtrent som i vor egen Tids Aviser.
En Krigshistorie, det er et Andet —
For Krigeren, men ei for Fædrelandet;
Derfor selv Krønikskriver ei bør vrage
Sindrige Fabler og den gamle Sage.
Et Digt, et Sagn har ofte bedre tolket,
Hvorledes Oldtid var og ældste Folket,
End paa Latin en stakkels Munk, som taler
Koldmonoton i Klosterets Annaler.
Men Dramets, Heltedigtets Stierner tindre
Her fra det Ydre meer, hist fra det Indre.
Af Yduns Æbler begge nyde Saften;
Begeistring hist, her meer Indbildningskraften.
Hist i det Høie, Dybe; her os lede
Selv Muserne hen i det skiønne Brede.
Det er ei fladt. Hvad Muserne fortælle,
Det nærmer aldrig sig det Trivielle.
Et Heltedigt gaaer i det ydre Store;
Med skiønne Eventyr vil det os more,
Og for at Siælen ret sig fryde skulde,
Her skienker Kunsten os det Underfulde.
I Heltedigtet maa den bedste Christen
Fornegte sig og vorde Pantheisten.
Naturen i et Heltedigt bebuder
Jertegn og Virkninger af selve Guder.
Hvorfor? Hvad vil Mythologien sige?
Den kun udvider Menneskenes Rige;
Den menneskeliggiør Naturens Kræfter,
Hvis Sympathie vort Hierte stræber efter.
Naturens Kraft ei Tanken kan udgrunde;
Hendrage den i eget Jeg vi kunne.
Forvandlet til det Fremmede vi blive;
Det Objective blier det Subjective.
Hvad har vi ellers? Kun Begreber kolde.
Er ei den Forestilling „Guder, Trolde”
Meer kraftig, end koldsindigt at berette
Om „Skiønt og Hæsligt”, om „det Gode, Slette”?
Omtryller ikke til et jordisk Eden
Dig Freia meer, end Ordet „Kiærligheden”?
Mon Navnet „Tapperhed” dit Bryst opflammer,
Som Asa-Thor med Bæltet og med Hammer?
Dog skiøndt sig Heltedigt fra Drama skiller,
Forskiellen man for stor sig forestiller.
I Naboskab de giør hinanden Nytte,
Ved broderligt og tro at understøtte.
Stof laaner Dramet tidt af Epopeen.
Skal Heltedigtet skildre Sorgen, Veen
Ret levende, det vorde maa en Scene,
Hvori du taler, høie Melpomene!