Prosaisk Fornemhed! hvad giør du heller,
End al foragte Digterbagateller?
Men dersom Bagatellen os kan more,
Er den et lille Gran dog af det Store.
Et lystigt Spøg Uskyldigheden gotter;
Den Flaue finder Spøgen flau, og spotter.
Det er, som Yndighed og Modelapsen;
Og det forholder sig, som Viin til Snapsen.
Et aandigt Morskab er ei at foragte,
Som ingen slette Lidenskaber vakte;
Og til dets Roes det neppe var ugyldigt,
At det er venligt, muntert og uskyldigt.
Der er et Øieblik i Ungdoms Alder,
Hvor Ydun mangen henrykt Yngling kalder,
Og ham tillader, under Hiertesukke
I hendes Lund en yndig Blomst at plukke.
Men han maa vogte sig, at ei han kommer,
Naar bort er svunden Kiærlighedens Sommer;
Thi ellers giekker let ham vor Gudinde,
Og lader ham kun Græs paa Marken sinde.