Du gode Gud, hvor hurtigt svinder Tiden!
Halvhundred Aar det næsten nu er siden,
At jeg for Valhals-Aserne brød Isen;
Mit lille Skrift man værdigt fandt til Prisen.
I den Tid har min Tro sig ei forandret;
Med Nordens Guder har jeg Banen vandret.
Vel mindre dannede, men mindre trædske,
Jeg foretrækker end dem for de græske.
De Sidste hersked skiønt i Skiønheds Rige,
Meest i Naturen, i det Sandselige;
Betragte vi vort Nordens Guder nøie,
Da see vi: deres Hiemstavn var det Høie.
Kun Glimt af Høit fra ældste græske Tider
End sees i Nemesis, i Eumenider;
Men da Prometheus raned Aandens Gave
Til Mennesket, ham giorde Zeus til Slave.
Hveranden Fabel os jo forestiller
En østerlandsk Despot med sine Friller.
Skinsygen der, som Drivehiul, du finder
Gientagen mellem Guder og Gudinder.
Geniefuld er Apol, dog altid færdig
Til Mord og Drab, skiøndt deilig og elskværdig.
De slette Digtere — ja, Gud dem naade,
Hvis endnu altid Marsyas han flaaede.
Langt mere blid ved Harpen Bragi leger,
Og priser Frugten i sin Yduns Bæger.
Venus er skiøn; blandt sydlige Brunetter
Hun gyldenblonde Lok om Issen fletter,
Og gier tilkiende med de hulde Miner,
Hun helst vil ligne nordiske Blondiner,
Endskiøndt Sydlænderindens Blod sig røber,
Saa at hun hæsligt sig med Mars forløber.
Men Freia sin troløse Mand begræder,
Guldtaaren hendes skiønne Øie væder,
Og lærer Nordens Møer: at Troskabs Minde
Langt meer, end Vellyst, sømmer sig en Qvinde.
Hvor dybt en Junos Nidkiærhed dog falder
For Friggas Moderkiærlighed til Balder!
Augias Stald som Knegt Heracles feier,
Mens Thor med Lynet sender Helten Seier.
Uvidenhed blot kalder dig barbarisk,
Som om du var kalmukisk og tartarisk,
Vor Fædretro! I dine Himmelhaller
Drak aldrig As og Alf af Hierneskaller.
Dit Valhal, tænker jeg, har meer at sige,
End det homeriskgræske Skyggerige,
Hvor, som en ussel Synder, Helten sukked
Og skialv, naar tørstig Blod han havde drukket.
Hvor er en hedensk Fabel, der os møder
Saa høi, som den om Balder og om Høder,
Om Yduns Ran og Frelse? Skiøn med Vinger
Valkyrien tappre Helt til Odin bringer.
Mercurius! du er en Skielm elskværdig,
Men med din List dog mere hurtig færdig,
End Loke; du blandt Guder blot forsøger
Dit Spøg, men han selv mellem Diævle spøger.
I Græskers blomsterklædte Guderige
Er Tankens Rædsel det Forgængelige;
Nordboen spøger tappert selv med Døden,
Veed: Natten svinde vil for Morgenrøden.
Ei blandt Cothurner Frygten gaaer paa Sokker;
Strengt vistnok Vola spaaer om Ragnarokr,
Men Glæden kommer, naar Jordskælvet svinder,
Og Livet staaer igien med røde Kinder.
Da gammel Skialdekunst i Nord blev vaagen,
Stod Nordensguden ikke meer i Taagen;
Men Valhalsskaren raaber end med Længsel
Til Billedhugg’ren: Bring mig af mit Fængsel!
Dog, som Barbar jeg ikke her vil synde,
Blind, Grikland! for din Skiønhed og din Ynde;
Som Væring jeg til Miklagaarden reiser,
Til Hippodrom, hvor dine Guder kneiser.
Men ikke der, som Helt i gamle Dage,
Heracles jeg kan for Stærkodder tage.
I Blokken vore Guder staae i Hallen;
Saa skynd dig, Meisel! skræl dem ud af Skallen.