Hvert Aandedrag, min Ven! kan aabenbare,
Kan Oden, Elegien dig forklare:
Den Luft, du drog, til Livet var fornøden,
Og med dit sidste Suk dig hilser Døden.
Imellem Kraft og Svaghed sig bevæger
Vort korte Døgn; du drak af Sundheds Bæger,
Da svulmede din Barm, stærkt blev dit Øie,
Som slukt mod brustne Hierte sig maa bøie.
I Følelsen af Mod, som Kraften bringer,
Høit Aanden, som en Ørn, i Sky sig svinger;
Men slappes Vingen, slukkes muntre Lue,
Da daler Siælen ydmygt, som en Due.
I raske Flugt, naar ingen Træthed tynger,
Med Tak du Hymner til Jehova synger;
Og svulmer Vreden, du i Rækken træder,
Og Helteqvad til Trods mod Fienden qvæder.
Er lykkelig din Kiærlighed, den stærke,
Da qviddrer du i Marken, som en Lærke;
Ei Stormen er saa stolt, ei svulmer Havet,
Som du, naar du af Lykken er begavet.
Men træffer Sorgen dig, den Elskte Døden,
Violblaat sidste Glimt af Aftenrøden
Har Nattens Mørke flugt; sig Trøsten fierner,
Og al din Lysning er de blege Stierner.
Og de utalte Kæmpemillioner,
Som sig forene til Almagtens Kroner,
Kan ei med deres fierne Blink tilsammen
Erstatte dig den slukte Lampes Flammen.
Som Skattegraver, vil du finde Skatten,
I Maanskin søger du, som han, om Natten;
Men hvad du fandt, du Arme, var din Smerte.
Dog haabe kan endnu et blodigt Hierte.
Mens Hiertet slaaer, ei Trøsten reent forstummer,
Med Veemod møder du din Vee, din Kummer,
Med Evigheden fandt du Sympathien,
Som Bækken dig husvaler Elegien.
Og var du Hedning i en kraftig Ode,
Saa lærte dig i Sorg den Eviggode
Paa Korset med sin egen Hiertebristen
Elegisk from at siunge som en Christen.