Hvo kunde vel hver yndig Urt dig nævne?
Hver Sommer har sit eget friske Stævne.
De glæde deres Tid; de bedste Blommer
Forfriske Siælen i en evig Sommer.
End ved Vaucluse Vandringsmanden finder,
Petrarca! dine himmelblaae Kiærminder.
Ved Straßburg Goethes Blomst fra Ynglingsalder
Vil dufte som Viol, naar Taarnet falder.
Ved Jena Hiertet, Tanken, kraftig Villie
Sprang ud, og blev den kongelige Lilie,
Der over Schillers Kiste Pladen kaster
Hver Sommer med fornyet Alabaster.
I sin Elendighed! du har ei svigtet;
Geniet dækte Sorgens sorte Mose
Med Skiønheds uforgængelige Rose.
Naar jeg til Bernstorff, til Korsør henreiser.
Markblomsten yndigt mig i Møde kneiser;
Og glad vil stedse Danmark den modtage,
Fra Baggesens og Thaarups bedste Dage.
Om yngre gode Skialde man ei leder;
Til Hauger har de længst forvandlet Heder.
Et Digter-Tivoli paa Marken bygtes,
Hvor Wessel ei af noget Træ beskygtes.