Naar Digteren sig egen Stemning qvæder,
Leer, smiler henrykt, eller trøstløs græder;
Naar med en krigersk Ild han griber Luren;
Fortryller sødt ham Pigen og Naturen;
Hvad eller er han lystig og satyrisk —
Da kalde vi en saadan Stemning lyrisk.
Sin egen Tilstand han at tolke stræber:
Begeistring paa Veltalenhedens Læber.
Men træder hans Personlighed tilbage,
For gamle Sagn med Skiønhed at gientage,
Fortæller han om Andres Graad og Anger,
Bedrift og Liv, er han en episk Sanger.
Og tryller han sig selv ind i en Fremmed,
Endskiøndt han bliver dog i Digterhiemmet,
Er episk han og lyrisk dog tillige,
Da virker han i et dramatiskt Rige.
Thi Lyraklangen er det Ideale;
Characteristisk maa han tænke, tale,
Han til en Fremmed maa sig selv forvandle,
Og som en Fremmed maa han føle, handle.
Hans eget Væsen er tilbage veget;
Det Bedste dog i Værket er hans eget.
Aldeles har han aldrig sig fornegtet,
Med hans Genie er Dramet nær beslægtet.
Og denne Genius dog meest os glæder,
Skiøndt den sig viser i en Fremmeds Klæder;
Paa Glassets Farve kiende vi hans Briller,
Og raabe: Det er Shakespeare! Goethe! Schiller!