Et Ideal, det er Fuldkommenheden
Af Skiønhed, som den sielden sees herneden
Paa denne dunkle Jord, i Taagedunsten;
Men steds i Alnatur, stundom i Kunsten.
Dog ikke lige stærk i alle Kunster;
Thi Nogle kan ei reent undvære Dunster:
Ei Digteren sit bedste Værk kan bygge
Med rolig Skiønhed, uden Kamp og Skygge.
Og tidt den bedste Characteer i Værket
Ved jordisk Mangel vorder just forstærket,
Original; og Livet faaer den ene
Som Kiød af vort Kiød, Been af vore Bene.
Let Idealet sig Begrebet nærmer;
En stærk Indbildningskraft er dets Beskiermer,
Thi ellers synker det fra Guders Rige
Til Tomhed og til det Almindelige.
Naar ret vi Sagen undersøge nøie,
Ei hører Idealet, men det Høie
Vor Melpomene til; thi hendes Rige
Er Dristighedens, det Høitidelige.
En rolig Skiønhed Poesien fattes;
Ved stille Ro vor bedste Kunst afmattes,
Vort Skiønne sig i Kampen maa bevage
Mod Stygt. Deri bestaaer vor Musas Lege.
Det Ideal, som sees, er ikke Livet;
En sandselig Natur har os det givet
I sine Former; Formen kun kan bære
Sligt Ideal, til Guds og Kunstens Ære.
Derfor den Kunst, som nærmer sig Naturen,
Af alle skiønne Kunster meest, Sculpturen
Af alle skiønne Kunster bedst udtaler
Os Formfuldkommenhedens Idealer.
Naar Maleri sig Poesien nærmer,
Saa trænger ogsaa det til Skyggeskiermer,
Til det Characteristiske, det Høie;
Men, med den evige Natur for Øie,
Natur har selv paa hver en Mangel bødet,
Og derfor bliver Barn paa Moderskiødet
Et Ideal, Naturen har gienfundet,
O Rafael! naar du er længst forsvundet.
Naturen vrimler med Smaa-Idealer.
Hver Blomst er idealsk, men ei hos Maler.
„Gik alle Konger frem i Kraft og Vælde,
Ei mindste Blad de satte til en Nælde.”
Til egen Aand maa du din Tilflugt tage,
Vil, Digter! hid du Idealer drage.
Med Fingren har din Musa rørt dit Øie,
Det Skiønne seer du i det Dybe, Høie.