Det siges maa til Digtekunstens Ære:
Musiken kan den ikke reent undvære;
Naar ei dens Drøm i Klang sig blot bevæger,
Den trænger til en Drik af Yduns Bæger.
Men ei Musikens høie Virkning svinder,
Fordi med Poesie den sig forbinder;
Thi Ord og Lyden her, som Bølgeranden
Og klare Maanskin, har forskiønt hinanden.
Mens Ordet for den hulde Lyd maa tænke,
Som Engel sprænger Lyden Ordets Lænke;
Og Støvets Tanke skienkes Himmelvinge,
Saasnart med Ord de klare Toner klinge.
Det sande Lidenskabens Sprog er Toner,
Paa Følelsen det sætter Myrtekroner;
Om Kiærlighed kan Poesie blot stamme,
Musikens Magt fortolker denne Flamme.
Derfor maa du ei troe: i Syngespillet
Man blot til Morskab smukke Sang har villet;
Henreven af en skiøn Natur i Klangen,
Ei under Sangen tænke du paa Sangen,
Men agte som en uskatteerlig Lykke,
At Kunsten dig saaledes kan udtrykke
De Følelser i Hiertet, dybest inde,
Hvorfor vi ellers Tolk ei vilde finde.