„Godt! musicalsk maa Digtet være.” — Rigtig! —
„Og malerisk!” — Ret vel! Men vær forsigtig!
Hver Kunst har Sit, som ei den anden mægter;
Beslægtede, dog høit forskiellige Slægter.
Liig Melodien Digtet har en Vinge;
Men som Musik kan Verset aldrig klinge,
Med klare Toner Ordet ikke lyder,
Blier smukt først, naar man veed, hvad det betyder.
Det hvisler uforstaaeligt i Munden,
Før det, men Tanken, Billedet forbunden
Og Følelsen, kan virke Siælens Gammen
I Velklang, som en Tolk for Digterflammen.
Italiensk maaskee bag Laurens Kroner
Har hundred Ord, som uden Sangens Toner
Kan ligne Sang, skiøndt Poesien fattes;
Dog uden Riim hiin den bedste Velklang mattes,
Og vorder Klingklang. Vogt dig for den Klingen,
Der lyder, som i Blæst en Klokkes Ringen
Paa et chinesiskt Huus. Hvor Tanker mangle,
Blier al din Velklang Biælden af en Rangle.
Og Maleriet — vogt dig for at male
Et frodigt Billed med en frostig Tale!
Du har ei Farver; i Papiret præger
Sig sorte Prikker blot, og sorte Streger.
Det hielper ei, at du fortæller: Vandet
Er flydende med Skum, Sølvmaanen randet,
Og Græsset grønt, og sort den dybe Hule,
Og Axene paa Marken alle gule.
Begeistringen maa lyse med sin Kerte,
Din Phantasie maa male for dit Hierte,
Vi see, hvad rørt din Siæl sig forestilled;
Saaledes vorder det et Digterbilled.
Men dette Maleri af Digtertale
Kan Maleren med Farver ikke male.
Hver har sit Eget, vælges kun det Rette.
Det gielder klarligt at erkiende dette.
Hvis Tankebilledet skal Sangen pryde,
Da som en kraftig Lignelse det fryde!
Du maa, hvis Muserne dit Værk skal signe,
Det Ydre med det Indre sammenligne.
Med Elskovsblik maa Maanen for dig lyse,
Med Barndoms Skræk maa du i Mørket gyse;
Med Mandoms Mod see Fossens Fart fra Fieldet,
Med Pigesind pluk Blomst ved Kildevældet!
Men har du ei af Livets Bæger drukket,
Du plukker Blomsten kun, som længst er plukket.
Ei Muserne vil længe med dig hæle,
Thi ei man vorder Digter ved at stiæle.