Om gamle Götz med Haand af Jern
Vi hørte Göthe siunge;
Ham nær, skiøndt dog i Tiden fiern,
Stod Digteren hiin unge.
Men hvordan Götz Jernhaanden fik,
Det Ingen kom for Øre,
Det Sagn i Tidens Strøm forgik;
Men det fik jeg at høre.
See, Smedens Esse ganske nær
Stod Borgen, mellem Lunde.
Ham Ridderen saae daglig der,
Og godt ham lide kunde;
Thi Roes fortiener vel den Mand,
Hans Virken er ei ringe.
Som med sin tunge Hammer kan
Malmet hiin stærke tvinge.
Dog var ei Lykken Smeden huld,
Ham Skiebnen haardt har prøvet,
Hans Hammer Mynt ei slog af Guld,
Alt har ham Krigen røvet.
Da Götz engang fra Kampen drog
Med Byttet, op ad Bakke,
Han venlig ind til Smeden tog,
Og tog hos ham til Takke;
Betalte godt. Et Kys paa Kind
Saa gav han Smedens Datter;
Men Manden kiendte Riddrens Sind,
Og ei Mistanke fatter.
Dog halv bedrøvet tænker han:
„Slig Helt i kraftig Vælde,
Du gode Gud! hvorledes kan
Hans Godhed jeg giengielde?”
Den tappre Götz drog Ærens Vei
Med ridderlige Klinge.
Men altid kan man Seiren ei
Hiem med til Borgen bringe;
Med Haand, afhugget fra sit Led,
Engang han drog tilbage.
Da Sligt erfoer den gode Smed,
Da standsed han sin Klage.
„Den tappre Götz er sær forstemt,
Hans Haand ham monne brøste;
Jeg har ei hans Velgierning glemt,
Og jeg skal nok ham trøste.
Igien mod Fienden som en Mand
En Dyst han snart skal vove.”
For Grubleri ei næsten kan
Om Natten Smeden sove.
Dog Tanken, Kløgten er ei seen,
Hans Grublen Trøst har funden.
Nu sover Smeden, som en Steen,
Og Sorgen er forsvunden.
I Essen blæser Bælgen nu,
Der banker liden Hammer.
„Jeg atter lystig giør hans Hu,
Forjager al hans Jammer.
Bedrøvelsen skal stande fiern,
Og han skal Hielpen signe.
Men ei saa let kan man med Jern
Natur! dig efterligne.
Hvor kunstigt Fibrene sig snoe,
Og sig tilsammen flette!
Guds Kunst staaer over alle jo.
Dog finder jeg det Rette.”
Engang i Sorgens mørke Stund
Kom Götz fra Skovens Grene,
Alene, fulgt blot af sin Hund;
Forladt han gaaer alene.
Paa Smeden han veemodig seer:
„I Balgen ruster Klingen;
Du gode Smed! du seer ei meer
Gotfred von Berlichingen.
En stakkels Krøbling, o hvis Harm
Man spotter, spotter Vaanden!
See Stumpen her, min høire Arm!
Der sad mig Heltehaanden.
Det skiønne Kunstværk, som mig Gud
Har til mit Haandværk givet,
Jeg misted ved hans strenge Bud.
En Spot nu blev mig Livet.”
„Herr Ridder! slaa jer kun til Taal;
Bedrøvelsen jeg ender.”
Fra Væggen Smedden tog af Staal
En Haand med stærke Spænder,
Og raabte: „Nu forsvandt jer Harm,
Snart atter Mod I fatter.
Spænd denne Tingest til jer Arm!
Der har I Haanden atter.”
Dybt føler Riddren Gavens Værd,
Og Gaven er ei ringe,
Thi med sin Haand af Jern sit Sværd
Kan han fortræfligt svinge.
Dog — vistnok ei som lette Vaand,
Ham Øvelsen maa lære;
Thi tunge Sværd og tunge Haand —
Hans Arm maa begge bære.
Nu gaaer Herr Götz i Skoven om,
For Haanden at forsøge,
Og prøver Kraften, hvor han kom,
Paa Egetræer og Bøge.
Og Grenen faldt ved hvert Forsøg,
Hvor Eggen ind han sætter;
Han vandrer under Eeg og Bøg,
Som om han fældte Jetter.
Nu iler han fornøiet hiem
Fra de nedhugne Bøge;
Men før han drager længer frem,
Vil Smeden han besøge.
Da hører han fra Skovens Høi
Høit Manden paa ham kalde;
Fra Huset lyder der en Støi,
Som skulde Huset falde.
En Nabojunker ung og fræk
Vil røve Smedens Datter.
„Min vene Mø! forjag din Skræk,
Snart jeg dig trøster atter.”
Til Fædren raaber han: „Du seer,
Til Hielp dig kommer Ingen.
Ei frygter jeg din Tilflugt meer,
Herr Götz von Berlichingen.”
Da raaber Götz: „Det Ridderspil
Skal ikke vare længe;
Endnu har Gotfred Kræfter til
At tugte kaade Drenge.”
Fræk prøved Junkeren den Leg,
Men sank for Heltens Vælde;
Den Helt, som fældte Bøg og Eeg,
Kan let en Junker fælde.
Ei Røveren giør meer Fortræd;
Og Götz sit Øie fæster
Paa Smeden rørt, og raaber: „Smed!
Din Haand er værd sin Mester.
Naar Kunstneren hos Helten boer,
Og sluttes Vennepagten —
Da tvinge de den hele Jord,
Da modstaaer Intet Magten.”