Tanhuser var en Ridder skiøn,
En mægtig Greves ældste Søn,
Saa høvisk og forvoven.
Som Minnesanger tidt han gik
Med Strængeleg, med Tankeblik,
Ved Fieldet hist i Skoven;
Der tænkte han paa Kiærlighed,
I tykke Granelunde.
Udgrunde
Vil Ynglingen dens Herlighed.
Da mødte ham paa eensom Vei
En nordisk Fee, og hun hed Frei.
Som Sang var hendes Mæle;
Lidt var kun Liliekinden rød,
Men som en Fos Guldhaaret flød
Rigt ned til hendes Hæle.
Med Øine store, himmelblaae,
Hun vil hans Hierte saare
Med Taare
Hun paa den skiønne Sanger saae.
„Elskovs Natur du kiende vil?
Mig hører Kiærligheden til,
Jeg dig den aabenbarer:
Du nyder intet Øieblik,
Men tænker kun paa hvad forgik,
Og Nydelsen er Farer.
Hvor ei du seer den elskte Mø,
Er Verden dig et Fængsel;
Af Længsel
Du lever sødt, til du maa døe.”
„Dertil har jeg slet ingen Lyst,”
Giensvarte med et trodsigt Bryst
Ungsangeren i Skyggen.
Da hen ad Mosetaagens Kant
Hun som en Ellepige svandt,
Og vendte flux ham Ryggen.
„Hvis Kiærlighed ei Andet vil;
Hvis den ei Lykken bragte —
Foragte
Jeg maatte dette Giøglespil.”
Han gik omkring, og saae sig om,
Til et Madonnabilled kom
Paa Veien ved en Kilde.
Den hellige Jomfru, from og god,
Der med den lille Jesus stod
I Maaneskinnet silde.
Og i Capellets stille Læ
Den unge Ridder knælte.
Da mælte
Maria fra det malte Træ:
„Jeg Gaaden, Søn! dig løse vil;
Mig hører Kiærligheden til.
Saadan den først blier gyldig:
Lyksalig, salig, evigstor —
Som her — naar til et himmelsk Noer
Den yttrer sig uskyldig.
I Barnet elsker du din Dyd —
Din Viv — Gud i det Hele.
Og dele
Du skal paa Jorden Englefryd.”
„Maria! Jomfru reen og klar!
Jeg vover ei at give Svar
I Støvets tunge Lænker;
Men du, som selv i Maaneskin
Seer Mennesket i Hiertet ind,
Du veed vel, hvad jeg tænker.”
Han mumled, mens han iilte bort:
„Nei! før vi Engle bleve,
Vi leve.
Det korte Liv mig ei forkort!”
Han gik, og tænkte paa Bedrift;
Da Klippen aabner brat sin Rift,
Og viser ham en Hule,
Hvor Vedbend hænger tykt og grønt,
Og hvor en snever Indgang skiønt
De friske Roser skiule.
Men før til Hulen iler han,
Mens Nattestiernen blinker,
Ham vinker
Fra Stenen hist en gammel Mand.
Fiirskaaren sidder Gubben der.
„Tanhuser! bliv; jeg har dig kiær.
Let kan et Uheld hænde.
Jeg dvæler tro paa Stenens Blok,
Og varer daarlig Ungdomsflok,
Som vil i Fælden rende;
Som prøver paa en farlig Daad,
Naar Satan vil forføre.
Laan Øre,
Foragt ei den Erfarnes Raad!”
Forundret under løvfuld Ælm
Ham Svenden seer med Harnisk, Hielm
Kulsort; men graat er Haaret,
Hans Ansigt redeligt og godt.
Men dødligt blegt, og Skiægget graat
Og ned til Bæltet baaret.
Han vinker med sin store Haand,
Og venligt smiler Øiet.
Nedbøiet
Den Gamle ligner fast en Aand.
„Ih nu, min Søn! hvad er det meer?
Trofasten Eckart her du seer.
Jeg var en Ven i Live
Af Mennesker, som Gud mig bød;
Og efter gamle Ridders Død
Jer Ven han vil forblive.
Husk, hvad Maria dig har sagt,
Du flux tilbagevende,
Lyd hende,
Og giv paa Gubbens Varsel Agt!”
Da viser sig ved Hulens Dør
En deilig Qvinde; lange Slør
Hang hende ned ad Nakken.
Men ikke skiules Hals og Arm,
Og heller ei den fulde Barm.
Hun vinker ham paa Bakken.
„Kom ind, Tanhuser! kom, o kom!
Kan dig tilbageholde
Den, kolde,
Kraftløse Gubbes Alderdom?”
Flux lyder Svenden hendes Ord;
Men før han ind ad Døren foer,
Mon Handsken til ham kaste
Fra Stien ved den aabne Dør,
I sorten Rustning, bleg som før,
Herr Eckart hiin Trofaste.
„Tanhuser! der, min Handske tag,
Og slip den, naar du kiedes,
Da ledes
Du atter ud til Herrens Dag.”
Han binder Handsken ved sit Sværd,
Sig skynder til en farlig Færd.
Han ikke Qvinden kiender;
Men tydeligt han kunde see
De runde Brysters hvide Snee
Og hendes trinde Lænder,
Og Øiet, som en Stierne lys,
Naar den i Mørket lyser.
Han gyser,
Men tykkes godt om dette Gys.
Fru Venus har, en hedensk Qvind,
Ham lukket dybt i Bierget ind
Til fule Vellystglæde.
Hun før Gudinde sig har kaldt,
Men Christus hendes Magt har qvalt
Dog fik hun her sit Sæde.
Ved Boleri og Sandsefryd
Let Saligheden mistes;
Dog fristes
Maa Dyden, for at vorde Dyd.
Nu er han der, og Venus skiøn
Tiltaler ham: „O, Riddersøn!
Laan længer ei dit Øre
Til Sværmeri, til Hykleri,
Og lad dig ei paa Livets Sti
Af Alderdom forføre.
I Qvinder elsker man ei Børn,
Henrykkes ei af Længsel
I Trængsel,
Og sprætter som en stukket Ørn.
Til Nydelser jeg dig har bragt;
Den Ild, jeg i dit Bryst har vakt,
Skal Drøvelsen ei slukke;
Forladt og ene du ei gaae,
Den Rose, som dit Øie saae,
Den skal du ogsaa plukke.
Hver Dag paa ny den springer ud,
Hvor Grenen den har baaren;
Som Vaaren
Dig blomstrer frisk igien din Brud.”
Hvor længe her Tanhuser gik,
Han selv ei vidste. Sød Musik
Ham fryder og henrykker,
Og lækker Spise, bedste Viin,
Og Bolstrene med sine Lin,
Og Blomster Vuggen smykker.
Men Himlens Hvælving ei han seer;
Og Glæden, som han nyder,
Den fryder
Tilsidst ham næsten ikke meer.
„Man ei blot Glæder nyde vil;
Jeg trænger til et Ridderspil,
Til Vaabenleg at øve.”
„Tanhuser! nei, det gaaer ei an,
Ei Bierget du forlade kan,
Hos Venus maa du tøve.”
„Jeg vil til Herrens Altar gaae.”
Da Rosernes Forsvinden
Af Kinden
Paa bange Venus Svenden saae.
„I Fald du være vil min Ven,
Nævn ikke mig det Navn igien!
Kun Venus maa du dyrke.”
„Du giør mig til en Niding svag;
Flux bring mig ud til Herrens Dag!
Her taber jeg min Styrke.”
Da Biergets Piger alle loe,
Og gav sig til at dandse
Med Krandse;
Dog dandsed ei de Svenden fro.
Han føler sig forraadt, forladt;
Da vaagner han en Midienat,
Og griber efter Sværdet,
For vild i Raseriets Harm
At støde det i Venus’ Barm;
Det hang ved Hovedgierdet.
Da kan han ud ei Klingen faae,
Den naglet er til Skeden.
„Her Freden”,
Mildt siger Venus, „dyrkes maa.”
Med bange Siæl og nedtrykt Aand
Paa Brystet ligger han sin Haand —
Da føler han sig trøstet.
Det sidste Haab ei reent forsvandt,
Thi — Eckarts Handske, han den fandt,
Han har den end paa Brystet.
Paa Jorden kaster han den glad;
Da hører han en Susen,
Med Brusen
Sig skiller Klippevæggen ad.
Han kiender Skoven seent i Qvæld,
Han iler hen til det Capel,
Hvor først han sig forvilded,
Og hvor i Aftnens Herlighed
Maria talte til ham ned
Med Varsel fra sit Billed.
Men — ei han troer sit Øie ret:
Maria var fra Lunden
Forsvunden,
Og nøgent stod det sorte Bræt.
Til Aaen han fortvivlet gaaer;
Men da han der ved Bredden staaer,
Da fast i Knæe han synker:
Han skuer i det stille Vand
Et Billed af en gammel Mand,
Graahaaret og med Rynker.
„Er det mig selv? Ja, sikkerlig!
Som jeg, sin Haand han vender.
Jeg kiender
Det Ansigt; Gud forbarme sig!
Som Drøm forsvandt min Ungdomsvaar,
Mig tykkes, jeg var her i Gaar;
Men Helved har mig giekket.
Kun stivt min Fod jeg flytte kan,
En gammel, en udlevet Mand,
Min Isse — sneebedækket.
Men før jeg Helved hører til,
Og vandrer til de Døde,
Min Brøde
Med Anger jeg forsone vil.
O, Eckart! kom til Hielp du mig,
Bønfaldende jeg kalder dig.
Her sad du jo paa Stenen.
Forgieves lyder dog min Røst.
Ak, har du meer ei mindste Trøst?
Har du dig skiult bag Grenen?
Nei! Handsken der igien jeg seer.”
Han greb den, hvor han fandt den
Da svandt den;
Hans Øie saae den aldrig meer.
„Til Naboklosteret jeg gaaer,
Og aabenbare Skrifte staaer,
Mit Gods skal Klostret raade.” —
„Du Venusboler, syndig, fæl!
Du Rædsel for hver Christensiæl!
For dig er ingen Naade.
Ei Land er dit, ei Borg er din,
Som du maaskee formoder;
Din Broder
Længst kalder Eiendommen sin.
Kun Paven dig tilgive kan;
Men langt, langt borte hersker han,
Til ham du ei kan komme,
Thi høi er Alpen, Farten lang,
Og Luften qvalm, og Stien trang,
Og snart din Tid er omme.”
Giensvared Gubben: „Før i Grav
Jeg gaaer — mig skrækker Graven —
Til Paven
Jeg vandrer med min Pilgrimsstav.”
Han skar en Stav i Skovens Vraa,
Og strax han gav sig til at gaae,
Med Søm han Skoen hærded,
Og taus med fast vanvittigt Smiil
Afsted han vandred, Miil paa Miil,
Ham Længden ei forfærded.
Men stærkt af Angst hans Hierte leed
For Paven, sidste Dommer.
„Nu kommer
Det an paa hans Barmhiertighed.”
Han mærked ikke qvalme Luft,
Han mærked ikke Rosens Duft,
Ei Vinden, naar den kølte;
Han skiltes kold fra Fædreland,
Han hilsed ingen fremmed Mand,
Han ingen Lindring følte.
En Tanke stod i Hiertet fast
I Eensomhed, i Vrimlen:
„Vil Himlen
Tilgive mig min Synd og Last?”
Tilsidst han stod ved Reisens Meed,
Ved Vaticanets Herlighed.
San Pietro stolt sig hvælved.
Urbanus han i Purpur saae
Med treleds Pavekrone paa,
Og knælte ned, og skiælved:
„Du, som af Petrus Nøglen har!
Som løse kan og binde!
Forsvinde
Lad nu en angret Brøde svar.”
Urbanus raabte med Foragt:
„Man har mig alt din Brøde sagt.
Ja, hvis du havde hærget.
Med Vold og Mord — en grusom Mand
Endnu dog Christen være kan.
Du var i Venusbierget,
Du dyrket har en hedensk Gud;
Og vær derom forvisset,
At hisset
Dig træffer Hevnens strenge Bud!”
Tanhuser sank ved Pavens Ord
I Støv; og i hans Hierte foer
En Gysen som af Døden.
Chordrenge skiønt, som Engle, sang,
Men ei han hørte Stemmens Klang,
Han saae ei Morgenrøden.
„Forbandelse dig Himlen gav,
Gud vil dig ei forlade,
Før Blade
Udspringer af din tørre Stav.”
Nu laae han der i Kirkens Skiød;
Den blege Pilegrim var død.
„Udkaster ham i Kulen!
Han faaer ei ærlig Jordefærd,
Han er ei Siælemesse værd,
Han var i Venushulen.
Forbandelsen ham Himlen gav;
Gud vil ham ei forlade,
Før Blade
Udspringer af hans tørre Stav.”
Man vilde kaste ham i Muld —
Da var hans Stav af Blade fuld,
Af Roser, hvide, røde,
Som fyldte store Kirkes Luft
Med sød og med en himmelsk Duft.
Da Englestemmer løde:
„Med Herrens Ubarmhiertighed
Skal Mennesker ei true.
Kun skue
Kan han i alle Hierter ned.”