Vel Tigren er et grusomt Dyr,
Og fæl er Klapperslangens Gift;
Dog ved dens Rangle Faren flyer,
Rovdyret frygter Blikket stivt.
Et Blik af en udødlig Aand
Kan tæmme Løven, som det seer;
Kun Mennesket ei kiender Baand,
Naar Menneske det er ei meer.
Ivan Wasiliewitsch var slig
En Tiger i en Mandeham;
Hans Kongestol var bygt paa Liig,
Mod ham var selv en Nero tam.
Nero ved Myrderi var glad,
Han slagted gierne Mand og Viv;
Men Ivan sløifed By og Stad,
Det var hans bedste Tidsfordriv.
Engang imod en Stad han drog,
Hvis Dristighed hans Hovmod traf;
Nu høit hans usle Hierte slog,
Og glædte sig til rædsom Straf.
Halshugges, spiddes, koges der
I Olie skulde Barn og Mand,
Og Qvinder skiændes af hans Hær,
Og Byen slettes ud med Brand.
Som Katten, leger med en Muus,
Der sprætter i dens skarpe Klo,
Saa skued han paa Taarn og Huus
Fra Leiren stolt og skadefro.
Han vented alt den bange Flok,
Som trygled om en skaansom Dom;
Han vented den ved Bødlens Blok —
Men Aftnen svandt, og Ingen kom.
Men Natten kom, den sorte Stund,
Der luller ind alt Liv til Død;
Den skulde skienke sidste Blund
Til dem, der vented Gravens Skiød.
Dog Livet i den sidste Nat
Selv giorde Mulm til høilys Dag,
Og Fakler blev paa Volden sat
Ved Psalmesang og Klokkeslag.
I Kirken stimled Sværmen ind,
Om Redning var der intet Haab,
Med ængstligt Blik og kalket Kind
Istemte de til Gud et Raab.
De knælte for hans Altar ned,
Mens Taaren brændte, Hiertet slog;
Den evige Barmhiertighed —
Til den de deres Tilflugt tog.
Og Moder kyssed elskte Søn
Med Krampetræk for sidste Gang;
Forlovede den sidste Bøn
Af Psalmebog tilsammen sang.
Og gamle Venner, Ægtefolk
Laae Bryst ved Bryst, sad Haand i Haand.
Kun Orgelet var Smertens Tolk —
Med Trøst nedsteg den Helligaand.
Ivan stod hisset i sin Hær;
Han hørte Kirkeklokkers Klang,
Og stundom vifted ham et Vær
Hid Toner af den fromme Sang.
Som Kæmpe Kirketaarnet stod,
Høit opstrakt over lave Vold,
Sin Himmelrøst det høre lod,
Og trued ham, den onde Trold.
Og over Hær og over By
Af Stierner Himmelen var fuld;
De Tusindaarige, som nye,
Nedsendte deres Straaleguld.
Og over Himlen, som et Sværd,
Mod Ivan foer et Stierneskud —
Da gøs Tyrannen for sin Færd,
Hans Rasen svandt, han aned Gud.
„Nei,” raabte han forfærdet, „nei!
Nu er der myrdet, slagtet nok.
Mit Hevnens Sværd afstumper jeg
Paa denne haarde Klippeblok.
Woiwoder! sætter jer til Hest,
Og følger mig. Rørt er min Siæl.
Fortvivlelsernes Høitidsfest
Har giort mig Bøddeløxen fæl.”
Og Staden han tilgav, hans Bud
Var Naade for den bange Stad.
Saa troede Czaren nu paa Gud?
Til Viisdom vendte sig hans Had?
O, nei! et Stierneskud kun slog
I kolde Hierte, flygtigt, brat;
Men Fremlidshaabet det bedrog,
I Hiertet snart var atter Nat.
Hvor sørgeligt paa denne Jord,
At Een tidt volder Manges Død!
Men Faren er dog ei saa stor,
Selv Skyld er Tiden i sin Nød.
Slig blodig Diævel, sendt fra Hel,
Hos ædelt Folk ei trives kan;
Og hvor ei findes først en Træl,
Der findes aldrig en Tyran.