See, den yndige Charlotte,
Vilhelms Datter, Landgrevinden,
Sad i Haugens køle Grotte
Taus med Haanden under Kinden.
Alt med Danmarks Drot forlovet,
Femte Christian Oldenborg, —
Støtted hun til Haand sit Hoved,
Ei aldeles uden Sorg.
Stærkt hun længes ham at kiende,
Har sig tidt ham forestillet.
Han har lovet snart at sende
Hende sit veltrufne Billed.
Dog — let smigre kan en Maler;
Smuk ham kalder vel hver Mand,
Men hvad Folk saaledes taler,
Ogsaa Smiger være kan.
Som hun sidder saa i Tanker,
Yndig i de hvide Klæder,
Det paa Havedøren banker,
Og en høvisk Mand indtræder.
Med af Saffian en Kasse
Har han under Armen bragt;
At han er af Borgerklasse,
Vidner den beskedne Dragt.
Øiet stivt paa hende skuer,
Og imens han henrykt stirrer,
Mere stærkt hans Øie luer,
Saa Fyrstinden det forvirrer.
Han er smuk. Hun sagte sukker,
Mens han kiækt paa hende seer,
Dybt og underdanigst bukker,
Melder sig som Juveleer.
Nu de hvide Fingre fatte
Stenene med klare Kanter.
Hvilke kostelige Skatte,
Blodrubiner, Diamanter!
Hvilken Herlighed! Men kiøbe
Sligt, ei haaber hendes Sind;
Hendes Miner Tvivlen røbe,
Da Landgreven træder ind.
Lidet han sin Datter trøster,
Da han seer den sieldne Vare.
Gnavent han paa Hovdet ryster:
„De Karfunkler er for klare.
Knap en Konge kiøbe kunde
Dem, hvis han af Sligt var Ven;
Men Landgrever ingenlunde.
Tag kun Stadsen med igien!”
Juveleren dybt sig bøier,
Uden dog sig bort at vende:
„Hvis Fyrstinden det fornøier,
Da tilhører Stadsen hende.
Hendes Beiler med de Sager
Sendte Mig fra danske Hiem;
„„Hvis Charlotte det behager,””
Sagde han, „„giv hende dem!””
„Du fra Femte Christian kommer?”
„Jeg er sendt med hans Foræring.”
„See vi ham da snart i Sommer?”
„Først opfyldes en Begiering:
Han Fyrstinden sende skulde
Jo sit lignende Portrait,
At den Yndige, den Hulde
Beileren kan kiende ret.
Billedet jeg ogsaa bringer;
Kongen følger hurtigt efter,
Thi hans Kiærlighed fik Vinger,
Og den eier Alfekræfter.”
„Borger! — du dig Borger kalder?”
„Hav for Sligt kun ingen Sorg!
Jeg er, selv naar Masken falder,
Borgeren af Oldenborg.
Jeg har holdt, hvad jeg forjetted,
Paa Charlotte venter Kronen;
Hvis hun synes om Portraitet,
Vrages heller ei Personen.
Diamanterne, jeg byder,
Er kun Legetøi og Tant;
Hendes Skiønhed, hendes Dyder
Overgaae hver Diamant.”