To Røvere drog vidt omkring i Jødelandet,
Til alle Qvinders Skræk, af Mændene forbandet.
Ildgierninger man saae dem overalt bedrive,
Og tidt af Kaadhed blot de monne Folk aflive.
I Ørkenen dem fiernt de skumle Klipper skiule;
Retfærdighedens Sværd ei naaer til deres Hule.
Saa frygtelig er ei bag Krattet selv en Tiger,
Thi den sig dog paa Rov først ud om Natten sniger;
Men disse Tvende gik med uforskammet Haanen
Til Mord ved høilys Dag, og kaldte Solen Maanen.
Og dog — endskiøndt dem Hverv, Misgierninger forbinde,
Et meer forskielligt Par paa Jord var ei at finde.
Thi skiøn den Ene staaer i herlig Ungdomsalder,
Et gyldenlokket Haar ham ned om Skuldren falder.
Og Øiet er saa stolt, som Løvens, naar man drikke
Den seer uskyldigt Blod — fordi den veed det ikke.
Den Gamle, mener han, han sønlig tro bør tiene,
Sin Fader, Gubben, der stærkt ligner en Hyæne.
Han har opdraget ham til blindt sig at adlyde.
Fra tidlig Barndomstid faae Drengen Blodet flyde.
Og Fædrens Grusomhed i Blod han monne køle,
Før tænke kunde han, og før han kunde føle.
Af Vane gaaer han i Forbrydelsernes Lænke,
Kun lunkent føler han, og lidt kun kan han tænke.
Men tidt om Aftnen dog, naar Solens Straaler siunke,
Der gløder i hans Bryst en menneskelig Funke.
Det tykkes ham, som om hans Fader ham bedaarer;
Paa dugget Blomst han seer med Øiet fuldt af Taarer.
Og naar han seer en Orm i Blomsterknoppens Hierte,
Han føler i sit Bryst en uforstaaet Smerte.
„Der Forskiel, synes mig,” til Faderen han siger,
„Er dog paa Mennesket og paa en blodig Tiger.
Selv Tigren see vi kun paa andre Dyr sig snige,
Men ei paa Tigren selv, han skaaner sine Lige.”
„Skaan dine Lige kun!” skreg Faderen, „og længe
Det varer ei, før dig din Ligemand vil hænge.
Da hielper det kun lidt, du svagt og modløst græder.
Skynd dig at æde ham, min Søn! før dig han æder.”
Imens de saadan stod, da høres der en Vrimlen
Af Mennesker, og hid der iles i en Stimlen.
Ei Røverne faae Tid at flye til deres Hule,
Men i et gammelt Træ bag Løvene sig skiule.
En ung og deilig Mand, med Haaret skilt i Panden,
Hvis høie Blik foreent har Hiertet og Forstanden,
En Tale holder der med klare Røst i Vrimlen,
Der tykkes Alle, som den lød til dem fra Himlen.
Men skiøndt han byder dem de bedste Himmelskatte,
Enfoldig Talen er, Enhver den let kan fatte.
Da Taleren gaaer bort, og Sværmen dem forlader,
Med Gysen Sønnen sig bortvender fra sin Fader.
„Du seer mig sidste Gang!” udraaber han forfærdet.
Da drager fnysende den gamle Røver Sværdet,
Og hugger efter ham med Dræberen, den tunge;
Men let undviger ham den Smidige, den Unge.
Til Templet Sønnen gaaer, hvor Hymner Folket siunger;
Men betle maa han der, for ei at døe af Hunger.
Da kiendes han engang, en Morder fuld af Laster.
I tunge Lænker man ham ned i Fængslet kaster.
Men da han til sin Død gaaer hen ad Byens Gader,
I Lænker, ganske nær, gienkiender han sin Fader.
„Jeg seer dig dog engang endnu, det maa du sande,
Min Søn! — for dybt dig ned til Helved at forbande.
I Fald du havde mig ei trodset, frygtet Brøden,
Saa vandred begge vi nu ei til Piinselsdøden.”
„O, Fader! seer du hist den fromme Mand, som træder
Os nær med Korset?” — „Ja, jeg seer ham, den Forræder!
En kraftig Røver var endnu du, stolt forstokket,
I Fald han havde dig ei med sit Ord forlokket.”
„O, jeg skal døe med ham, med ham til Døden vandre!
Det jeg langt heller vil, end leve med de Andre.”
Alverden kiender nu, hvad meer sig har tildraget,
At Jesus Christus ham til Himlen med har taget.
Et ædelt Hierte han i Synderen erkiendte,
Der bøiet paa sit Kors med Tro sig til ham vendte.
Han synded som en Blind, et Barn, og kyssed Riset,
Der straffed ham; og foer med Gud til Paradiset.