Røveren.
Veiviser! hør dog. Plager Fanden dig?
Er det, den rette Vei at vise mig?
Har derfor jeg dig givet Drikkepenge?
Lygtemanden.
Fortryd ei paa, det varer noget længe;
Nu er vi snart ved Maalet, kiære Mand!
Røveren.
Du fører mig jo giennem Mosevand.
Lygtemanden.
Giv kun lidt Tid, her Intet er at frygte.
Røveren.
Her er saa mørkt. Hvor er du med din Lygte?
Lygtemanden.
Her!
Røveren.
Hvor?
Lygtemanden.
Her! her!
Røveren.
Snart hist, snart atter her?
Du tykkes mig paa een Gang fiern og nær.
Lygtemanden.
Det kommer jer saa for. Det er ei Andet,
End Lygtens Skin, som speiler sig i Vandet.
Røveren.
Jeg synker ned!
Lygtemanden.
Kom kun!
Røveren.
Jeg synker ned!
Lygtemanden.
Hvor I er tung! I Fald maaskee I veed,
I bærer Noget, som jer kunde lette,
Da skynd jer, Kiære! skil jer af med dette.
Røveren.
Jeg har en Flaske, den ei tynge kan.
Lygtemanden.
Tom Flaske flyder altid let paa Vand.
Røveren.
Min Pibe.
Lygtemanden.
Kan I ikke nok begribe,
At Ild og Vand ei enes i en Pibe?
Røveren.
Min Pengepung.
Lygtemanden.
Ja saa! en Pengepung?
Nok muligt, at den trykker jer for tung.
Røveren.
Man ei i Vandet saa letsindig kaster
For Ingenting et hundred gode Piaster.
Lygtemanden.
For Ingenting? Er Livet Ingenting?
Røveren.
Saa bi, og giør dog ei saa vilde Spring!
Jeg frygter for, du mig i Dyndet dræber.
Lygtemanden.
I Fald ved mindste Skierv en Draabe klæber
Af et uskyldigt, et uhevnet Blod,
Da synker I. Men hvad? I har jo Mod,
I siger jo, at I har aldrig skiælvet.
Røveren.
Hvor synker jeg? For Diævlen, tal!
Lygtemanden.
Til Helved.
Røveren.
Der ligger den.
Lygtemanden.
Og er det Alt, hvad I
Berøved Folk paa natligskumle Sti?
Røveren.
Troer du, jeg er en Røver?
Lygtemanden.
Jeg kan skue
Dit blege Ansigt ved min blege Lue.
Du, som har aldrig havt Medlidenhed,
Naar du med Dolken stødte Brødre ned,
Troer du, jeg skulde føle den for dig?
Røveren.
Præk ikke nu, men kom at hielpe mig!
Hvad Brødre? Taabe! jeg har ingen Broder.
Lygtemanden.
Saa synk igien til Alles fælles Moder,
Og lad dig fødes om!
Røveren.
Jeg Døden seer!
Lygtemanden.
I denne Skov skal du ei myrde meer.
Røveren synker, Lygtemanden forsvinder.
Bonden gaaer forbi.
Jeg kom mig dog igien; det var ei stort,
Det stærke Slag har mig fortumlet giort.
Jeg fattes Intet. Hist jeg Lyset skimter,
Alt i min Hytte det fra Vindvet glimter.
Vor Moer og Børnene nu vente Faer.
I Stakler! Himlen ham bevaret har.
Og dog har han en grusom Skiebne fristet:
Han har sin Eiendom for evig mistet;
Mit Slid, mit Slæb, mit Haab, min lille Skat!
Nu staaer jeg uden Redning plat forladt.
Jeg bringer Livet med og Hiertesorgen;
Thi Brød — jeg har ei Brød til jer i Morgen.
Gaaer videre frem.
Her siver Mosen — vogt dig dog for den!
Som Dverge hoppe svovlblaae Lygtemænd.
Hvad ligger her paa Veien? Den er tung.
Ved Gud, det er min egen Pengepung!
Han har den atter tabt, den grumme Røver.
O, Gud! jeg har igien, hvad jeg behøver.
Jeg vender til mit Arnested med Lyst,
Og trykker Børn og Hustru til mit Bryst.
Gaaer.
Lygtemanden kommer tilbage.
Hop, hop, hop!
Af Mosens giærende Krop
Nærer sig Alfen i Nat;
Viste Bonden sin Skat,
Viste hans Røver sin Død
Dybt i Sivenes Skiød.
Hør, hvilken Fryd i Hytten de har,
Omfavne Husbond og Faer!
Børnene, de smaae,
I bare Skiørter, uden Buxer paa,
Vil til Sengs end ei gaae.
Jeg gaaer ei heller til Sengs,
Men til Vængs.
Først naar i Østen det flammer,
Søger jeg Sovekammer.
See, nu spise de søden Grød,
Takke Gud for den svundne Nød!
Lyset i Vindvet slaaer,
Hid sine Flammer slaaer.
Nu de en Takkepsalme qvæde,
De grove Stemmer og spæde.
Jeg er en Hedning, og dog maa jeg græde.
Ei Naturen er stedse saa kold,
Som den Mennesket skielder;
Mangen ærlig, retfærdig Trold
Pidsker Lasten med Nælder.