I Vaaren i den lune Sol
Stod hos den blaa en hvid Viol.
„Min Søster!” ytttede den hvide,
„Vi vil ei her om Rangen stride;
Men, reent ud sagt, jeg ikke veed,
Hvi roses din Beskedenhed.
Endskiøndt du vil saa ydmyg lade,
Du lefler med blaarøde Blade.
Jeg derimod i kolde Luft
Forsmaaer den sandselige Larve,
Jeg blomstrer bleg og uden Farve
Og næsten ogsaa uden Duft.”
„Nu,” svared Blaaviolen blidt,
„Du maa dig gierne Fortrin give;
Dog tænker jeg, at man kan drive
Beskedenheden alt for vidt.”