Sangeren
(Efter Goethe.)
(Efter Goethe.)
„Hvad hører jeg ved Porten der,
Hvad hist paa Broen lyde?
Lad atter Sangen for os her
I Hallen strax udbryde!”
Saa Kongen qvad; Smaadrengen lød,
Smaadrengen kom, og Kongen bød:
„Herind lad Gubben træde!”
„I ædle Herrer! hilset hver,
Vær hilset, skiønne Qvinder!
Ak, hvilket himmelsk Stierneskiær!
Hvo Navn til Alting finder?
I lysen Sal, saa høi og vid,
Luk, Øine! jer, her er ei Tid
Til henrykt sig at fryde.”
Ei længer Skialdens Øine saae,
Han sang af Ild opglødet.
De Riddre skued diærvt derpaa,
De Skiønne saae i Skiødet.
Da Kongen ham for Harpens Klang
Og til Belønning for hans Sang
En gylden Kiæde rakte.
„De gyldne Kinder ræk ei mig,
De Riddre du dem række,
Som drabeligt i Kamp og Krig
Din Fiendes Landser knække!
Skienk dem den Rigensraad, du har,
Lad ham den gyldne Byrde svar
Med andre Byrder bære!
Jeg hæver, som en Fugl, min Røst,
Der bygger i det Grønne.
Den Sang, som strømmer fra mit Bryst,
Er Løn, som vel kan lønne.
Dog hvis du qvæge vil min Hu,
Da lad med ædel Viin mig nu
En gyldent Bæger fylde!”
Han Skaalen tog, han drak den ud:
„O Drik, som vederqvæger!
O sligt et Huus velsigne Gud,
Som rækker sligt et Bæger!
Gaaer det dig vel, saa tænk paa mig,
Og tak din Gud saa varmt, som dig
For denne Skaal jeg takker.”