Kling, Harpe! om den bolde Mand
Med Orgellyd og Klokkeklang.
Hvo sieldent Høimod vise kan,
Ham lønner ei Guld, ham lønner Sang,
O, Held mig. Held, at jeg siunge kan!
Min Sang skal prise den Dannemand.
Paa Havet hørtes Stormens Glam,
Den rusked over Skov og Byer,
Og jog, som Ulven Bondens Lam,
Igiennem Luften tunge Skyer.
Den knuste Skoven med Kæmpekast,
Og Isen paa Søer og Floder brast.
Høit sprudled Skum mod Siællands Ø,
Hvid fraaded Norges Klippefod;
Ved Liimfiord breder sig en Sø,
Fuld voxer Eiderstrømmens Flod.
Paa hver en Strand og i hver en Vig
Opsvulme de Vover med hæse Skrig.
Hvad tumler hist paa skumrigt Hav?
Det er et Skib, som skal forgaae.
Halv opslugt af den vaade Grav,
Det lader hid mod Stranden staae.
Syv Mennesker blege, med sidste Mod,
Vil kæmpe sig giennem den vrede Flod.
Med Hyl sig hen Orcanen svang,
Om Skibet hviinte Storm fra Sky.
Op Skipperen fra Dækket sprang,
Forfærdet ved de stærke Gny.
„Barmhiertige Himmel! du os befrie.
Hvo redder os Arme? Det er forbi!”
Med opbragt Vælde Bølgen drev,
I Hvirvelvinde Blæsten kom.
Med tunge Drøn Orcanen rev
De tykke, stærke Master om.
Brat nærmed sig Dødens Øieblik,
Mens endnu paa Dækket de Pumper gik.
Skibstømmer, trindt af Skum ombruust,
Henvælter vildsomt overalt.
Den ene Planke sønderknuust
Og løsnet, som den anden, faldt.
Snart nærmer i Dyngerne Døden sig.
Barmhiertige Himmel! forbarme dig.
Hist stod paa Strandens sikkre Bred
En Sværm af Gabere, store, smaae;
Og alle skreg, og Hænder vred,
Men redde prøved ingen paa.
Med skiælvende Brødre den Skipper bleg
Om Redning giennem Orcanen skreg.
Naar priser du den Mand, saa bold,
Med Orgellyd og Klokkeklang?
Den Helt, som trodsed Stormens Vold?
O, nævn ham dog, min raske Sang!
Snart brister det knagende Vrag itu.
Du kiække Befrier! saa viis dig nu.
Rask skynder sig til Stranden der
Fra Axelstad en Borger huld;
Sin Haand han løfter høit i Vær,
I den en vægtig Pung med Guld:
„Halvhundred Ducater jeg skienker den,
Som vover at redde de arme Mænd.”
Hvo er den Bolde? han, som gav?
Siig det, min Sang! og siig det snelt.
Ved Himlens Gud, den Mand var brav,
Dog var det ei endnu min Helt.
O, kiække Befrier! saa viis dig snart,
End har dem i Svælgene Døden spart.
Og altid høiere Stormen gialdt,
Og altid stærkere Strømmen brød,
Og altid dybere Modet faldt.
„O, Redningsmand! o, see vor Nød.”
Med vildtfortvivlede Krampetag
De Blege sig knuge til brustne Vrag.
„Ha, Hurra!” raabte den Borger, „her!
Frisk Mod! hvo vil fortiene dem?”
Hver hørte ham, dog taug Enhver,
Af Tusind Ingen sig voved frem.
Forgieves strakte med skiælvende Bryst
De Synkende Hænder mod Danerkyst.
Da kom en Søgut slet og ret,
Med beget Kofte, hærdet Haand,
Hans Mine diærv, hans Gang var let,
I Øiet lued Heltens Aand.
Han hørte til Mængden den Riges Ord,
Og mærked, hisset den Nød var stor.
Og dristig flux i Herrens Navn
I lette Fiskerbaad han sprang,
Og trodsed Storm og Bølgefavn,
Og Baaden hen mod Vraget tvang.
Han voved sit Liv, men for hines Nød
Han agted ikke sin egen Død.
Og muntert kæmped han sig frem
Igiennem Skum og Storm og Flod,
Og snarlig kom han uskadt hiem,
Og Alle frelst paa Stranden stod.
Og neppe var Baaden i Sikkerhed,
Saa brister alt Vraget i Dybet ned.
Hvo er vor Helt i Stormens Hviin?
Saa syng, saa syng, min bolde Sang!
Sit Liv i Vove satte hiin,
Dog var det vel for Guldets Klang?
Thi bød ei Rigmanden Pengene frem,
Saa havde vel Gutten ei reddet dem?
„Min Ven! tag, hvad du har fortient,”
Udbrød den Rige fro paa Stand.
Var det ei godt og ærligt meent?
Ved Gud, det var en Dannemand.
Men høiere monne dog Hiertet slaae
I Gutten med begede Kofte paa.
„For Guld jeg sælger ei mit Liv,
Jeg fattig er, dog har jeg Brød.
De Stakler dine Penge giv,
Som misted Alt, som er i Nød!”
Saa talte han med et hierteligt Blik,
Og vendte den Rige sin Ryg, og gik.
Kling, Harpe! om den bolde Mand
Med Orgellyd og Klokkeklang.
Hvo saadant Høimod vise kan,
Ham lønner ei Guld, ham lønner Sang.
O, Held mig, Held, at jeg siunge kan,
Udødelig siunge den Dannemand!