En Schweizerbonde staaer aarle ved Strand,
Da seer han i borgerlig Dragt en Mand
I Baaden, som Landet sig nærmer;
Tre Ungersvende fra skummende Næs
Henbare den Gamle paa fugtige Græs,
Hvor Busken for Stormene skiermer.
Den Døende stirrer med brustne Blik.
Han ønsker af Kilden en Lædskedrik,
De ile med blinkende Bæger.
Han stirrer med Gysen paa Søen hen,
Og inden tilbage man kommer igien.
Sig Læben sagte bevæger.
Det lokkede sølvindsprængte Haar
Sig om den hvælvede Tinding slaaer;
En høi, en bydende Pande!
Paa Læben sees et fortvivlet Smiil,
Han helder sit Hoved mod grædende Piil,
Og Bølgerne suse paa Strande.
„Som Havet stolt, og som Bølgen vild,
Med blinkende Skum mod Solens Ild,
For dybt kun i Mørket at dukke!
Tilfreds ei som Kongens ypperste Mand,
Nu — ei engang en Drik Kildevand,
For Febertørsten at slukke!
Usalige Hierte, som Ro og Rist
I Livet ei fandt! saa brist, saa brist.
Gud naade min Hustru kiære!
I arme Drenge, uskyldige Tre,
Som dele saa trofast Faderens Vee!
Han raned ser Lykken og Ære.
Christ! frels i Døden en syndig Mand,
Ak! som — forraadte sit Fædreland.
Forraadte? Nei, ved min Adel!
De frygted min Kraft, de tirred min Æt,
Jeg hevned mig kun, og dem skete der’ Ret
Jeg døer, jeg døer uden Dadel!”
Da skiælved i Stormen den svaiende Piil,
Og Morgenens Maane foragtende Smiil
Fra Skyen ham blinked i Møde.
Med Haanden han trykte sin Pande saa heed,
Og blegned igien med en iiskold Sved,
Og krymped sig atter — og døde.
„Hvo var den Gamle?” „Vi kiende ham ei,
Vi traf ham hisset paa Biergets Vei,
En usæl sørgende Borger.
Gud være ham naadig! nu er han jo død,
Nu aabner Graven sit sikkre Skiød,
Og frier ham fra Livets Sorger.
I Klosterkirken man sætte ham bi!
Vi fandt ham hist paa den øde Sti
I Dødens Lidelser gyse.
Saa lader da Baaren i Choret staae!
Og at hans Æt kan hans Levninger faae,
Vi ville den efterlyse.”
Man satte Liget i Kirken ind,
Og Schweizerbonden, bevæget i Sind,
Gik bort, sin Gierning at røgte.
Om Aftnen silde han atter forbi
Henvandrede Kirkens øde Sti,
Og Baaren i Choret besøgte.
Da saae han igien de Ungkarle tre,
Af Angest saa blege som Nattens Snee,
Paa Skuldrene Liget de slæbte.
Han saae dem ile mod stormende Hav;
Der lagde de Liget i frisken Grav,
Som Morderen skiuler den Dræbte.
„Ha,” raabte Bonden, „du skiændige Flok!
Var Døden selv eders Hevn ei nok?
Har Liget jer ei forfærdet?
I under det ei engang Gravens Ro
I Klosterkirken, i christne Bo?
Som Aadsel ham kaste bag Gierdet?”
„Tys, Bonde kiære! tys, Bonde! ti!
Der elsker ham Ingen, uden vi,
Hans Støv vi skiule for Vrimlen.
I Norden hisset, til evigt Meen,
Er reist ham en græsselig Bautasteen,
Som vender sin Spids mod Himlen.”
„Hvad har han da syndet, den fornemme Mand?
„Det tør vi ei nævne ved Gravens Rand.
Han lod sig, som Noah, bedaare,
Og tre har han Sønner, men ingen Cham,
Og ingen blotter sin Faders Skam,
Vi skiule hans Blusel med Taare.
I Fald hans Legeme fundet blev,
Man atter det ud af Graven rev;
Thi und ham den sidste Hvile!”
Saa taled de Sønner med sorrigfuld Aand;
Guldpendinge trykte de Bonden i Haand,
Han saae dem hurtig bortile.
De sad om Aftnen i Herberghuus,
Paa Bordet stod end det fyldte Kruus:
„Vor Faders Gravøl vi drikke;
Saa ud i Verden med fremmed Navn,
Vi virke vort eget og Næstens Gavn,
Og kiækt i Skiebnen os skikke.
Du, Christian! est en boglærd Svend,
Til Høiskolen du begive dig hen,
Du skal en Magister være.
Jeg, Corfitz, har Styrke til Haandværksmand,
Vor Ludvig passer for Kunstnerstand;
Saa søge vi atter vor Ære.
Farvel, vor Adel! fra denne Stund.
En fattig Mand er dog ingen Hund,
Fordi han ei kaldes en Greve.
Stands, smaalige Taare! Vort Bryst! ei skiælv.
Nu stoler Enhver kun paa sig selv;
Som Borgere ville vi leve.”
Og dermed skiltes de kiærligt ad.
Før var det et uskilt Kløverblad,
Nu gik de i Verden alene
I Storm og Regn uden Hiem og Læ.
Men skiøndt afhugne fra gamle Træ,
Dog grøntes de frodige Grene.
Den Schweizerbonde stod tankefuld,
Betragted i Haanden det givne Guld,
Og takked de Trende for Gaven.
Til Stranden vandred han næste Nat,
Da seer han et Syn, og skiælver brat,
Thi Dødningen stiger af Graven.
I Harnisk stander en Riddersmand,
Ei Vaabenet Bonden kiende kan,
Skiøndt Skioldet imod ham vender;
Thi Blod det besudler til Skræk og Gru,
Man seer, det er voldsomt brudt itu
Af straffende Bøddelhænder.
Hovmodig stirrer den Ridder i Sky;
En Krone, drevet af Guldet ny,
I Luften ham svævende frister.
Han rækker derefter med frækken Haand,
Og slider fra Barmen et himmelblaat Baand,
Saa Troskab i Barmen brister.
Da stiger af Jorden en Qvinde bleg,
Om Halsen har hun en blodig Streg,
For Resten deilig at skue.
Knap Ridderen seer det Spøgelse nær,
Saa sukker han: „Dina! er du der?”
Og synker i sorten Tue.
Det qvindlige Spøgels paa Graven staaer
(Af Rædsel reiser sig Bondens Haar,
Dog kan han af Skræk ei vige),
Hun synker ned over sorten Jord,
Og raaber: „Ulfeld! jeg har et Ord
Endnu dig i Øret at sige.”
Og hvisked i Jorden, og langsomt svandt.
Om Morgenen aarle man Bonden fandt
I Afmagt under sit Gierde.
Fra den Tid kom han ei Pilen nær;
Langt borte kunde dens Sølverskiær
Ham alt i Natten forfærde.
Den Bonde var fattig med Viv og Børn,
Hans Hytte stod ved den nøgne Tiørn,
Dog vil han Guldet ei vinde.
Han røbed ei Graven for søgende Flok,
Han tænkte: „Døden har hevnet nok,”
Og sultede med sin Qvinde.
I Taarnet sidder den Ridderviv,
Og stikker i Liin til sin Tidsfordriv,
Og Perler i Fletningen fæster.
Før dreves hun af det stolteste Mod,
Nu var hun nøisom og from og god.
Ulykken er Tugtemester.
Og da hun var luttret i Kummersstand,
Da Frihed hun fik, som det søde Vand,
Der langsomt, tidlig og silde,
I Trængsel og Mulm under Jorden randt,
Til Sluden er klaret, som Diamant,
Og springer som liflige Kilde.