Hvo vanker i den mørke Skov,
Hvor ellers Ulven kun sit Rov
Sig søger nær ved Klippens Kanter?
Hvo læser store Folianter
I Hulen hist ved Kildens Aand?
Det er en from, ærværdig Mand.
Nu tier Skovens Fuglevrimmel,
Længst daled Solen i sit Blod;
Han synker ned ved Bøgens Rod,
Og seer i den violblaa Himmel.
Og ene, useet og forladt
Han strækker i den klare Nat
Med vældig Længsel sine Hænder
Mod Evighedens Lys, som brænder,
Og sukker med et bange Gys:
„Hvor finder jeg i Mørket Lys?
O du, som funkler fra det Høie!
Fordriv mig Tvivlens bittre Vee,
Hvad Tanken aner, lad den see,
Straal i din Klarhed for mit Øie.
I Jesu hellige Bedrift,
Ja selv i den profane Skrift,
I Dagens Kraft, i Nattens Luer,
I Tanken selv, din Magt jeg skuer.
Men — hvor en herlig Blomst fremstaaer,
Der nager Ormen i dens Vaar;
Og hvor det Gode kiærligt stræber,
Der stræber Ondskab ligerviis,
Som Fristeren i Paradiis,
Og lumsk Uskyldigheden dræber.
Vel bryder atter Dagen frem
Af Evighedens lyse Hiem,
Og straaler herligt over Jorden,
Naar Mørkets Øgle dræbt er vorden.
Vel føler jeg det Godes Lyst
At giennembæve sødt mit Bryst,
Naar Lastens Seier mig forskrækker;
Naar jeg mod Dragens List og Vold
Med Dydens og med Villiens Skiold
Med Skiælven dette Bryst bedækker.
Dog — uden Skygge, hvad var Lys?
Hvo følte uden Dødens Gys
Den sande Glæde vel af Livet?
Blev ei det Onde Jorden givet,
For med sit tunge Kæmpeskaft
At egge Dyden op til Kraft?
Staaer Maanen ei bag Skyens Rifter
Meer end paa blotte Hvælving skiøn?
Og hvad var Tidens bedste Søn
Vel uden seirende Bedrifter?
Altsaa er Lasten selv en Dyd,
Og burde blomstre mig til Fryd,
Som andre Kræfter, andre Dyder!
Saa er det Gode, som mig fryder,
Kun Sandselighed i mit Nu,
En Drift, som lede skal min Hu!
Saa er bestemt Alt i sin Orden,
Et Legetøi for Livets Aand,
Og jeg, i Slaveriets Baand,
Et uselvstændigt Fnug paa Jorden!
Saa har da Gud selv Slangen skabt,
Hvorved Uskyldigheden tabt
Letsindig har vor første Moder?
Almagten taaler ingen Broder!
Saa lagde ned han Dydens Frø,
For strax det selv at lade døe?
Saa er han selv det Ondes Fyrste? —
Nei! nei! det er han ei. — Hvem da?
En anden Magt, her nedenfra?
To Magter! — hvilken er den største?”
Paa Læben døde Gubbens Ord;
Han sank med Ansigtet mod Jord,
Og sønderknuset og bedøvet
Han vred sig som en Orm i Støvet.
Paa Græssets Morgenperler ned
Fra Panden trilled Angstens Sved.
Da vakte ham en venlig Tone:
I Østen atter Solen stod,
Og Nattergalen høre lod
Sin Røst fra den smaragdne Krone.
Og som han ned i Dalen saae.
Sad der ved den sapphirne Aa,
Hvor den med Havet var forbunden,
En deilig Dreng i Skyggelunden.
Et Hul sig havde nylig han
Ved Søen i det bløde Sand
Med sine synde Hænder gravet,
Og med en Skee af Elfenbeen,
Der tog kun Draaber een for een,
Han øste Vand deri af Havet.
Og hurtig gik den Gamle ned.
Og glemte, hvad han nylig leed;
Det hulde Syn gav Tanken Lise.
„Hvad giør du?” spurgte mildt den Vise.
„Jeg tømmer, som du vel kan see,
Her Oceanet med min Skee.
Jeg øser Havet ud til Bunde.”
„Umuligt, Barn! hvad vover du?”
„Det samme, Fader! som din Hu,
Der Evigheden vil udgrunde.”
Forfærdet Augustinus foer
Tilbage ved sin Engels Ord.
Den hulde Engel var forsvundet;
Men Hiertet havde Trøsten fundet.
Med Taarer hang den Gamles Blik
Paa Rosen, som af Havet gik;
Han knælte let og vel tilmode.
„O,” raabte han med salig Ro,
„Tilgiv mig, Fader! jeg vil troe,
Og jeg vil virke til det Gode.”