I den store, snevre Stad
Gik en Yngling lidet glad.
Aftenen var taaget, mørk,
Byen tyktes ham en Ørk.
Fra sin Barndom var han vant
Høit paa Fieldets steile Kant
I en gammel Borg at boe,
Hvor ham Solen aarle loe,
Og hvor langsomt ned den gik
Med sit skiønne Purpurblik.
Ynglingen var from og klog,
Vel belæst i mangen Bog,
Leved med sin Phantasie
I den Tid, som var forbi;
Kiendte vel af gamle Skrift
Hver en Helt og hans Bedrift;
Ønskte sig paa Livets Vei
Heltene, men fandt dem ei;
Derfor kasted han Foragt
Paa sin Tid, som uden Magt.
Nylig han til Staden kom,
Utilfreds han seer sig om.
Nu, da Solen daler ned,
Voxer hans Urolighed.
Hist i Gaden lang og stor
Staaer han modløs, uden Ord,
Stirrer ned ad Huses Rad,
Hiertet fuldt af Harm og Had:
„Hvilken Rede! hvilket Skiul!
Kiærneløs, ormstukken, huul!”
Som han monne saadan staae,
Ham en kraftig Olding saae,
Hørte, hvordan han udbrød
Vredelig om Nutids Død,
Stolt af Oldtids Helteliv,
Phantasiens Tidsfordriv;
Sammenligned tusind Aar
Med i Morges og i Gaar,
Noahs Ark og Paradiis
Med et Skuur, et Birkeriis.
Oldingen, som snart indsaae,
Hvad den Unge tænkte paa,
Hilste ham, og sagde: „O!
Jeg er af den samme Tro,
Har, som du, det Svundne kiær.
Hvad er imod Hisset Her?
Naar for Krøniken man staaer,
Skuer paa de svundne Aar,
Paa sit eget Øieblik —
Hvilken bitter Malurtdrik!
Hvilken Forskiel! hist en Krands
Af Bedrifters Stierneglands;
Alt som Tiden kommer nær,
Taber sig det hulde Skiær.
Vidt adskilt i taaget Nat
Staaer en enkelt Stierne mat,
Røgindblandet, kummerlig,
Magtløs at begeistre mig.
Fuldeligt, som naar vi see
Her i Gadens Lys-Allee.”
Ynglingen gav Manden Ret:
„Ha, hvo vilde negte det?”
Oldingen med Værdighed
Gik med ham ad Gaden ned;
Og da endelig de vandt
Langsomt mod den anden Kant,
Tog den Gamle, mild i Aand,
Unge Sværmer ved sin Haand,
Vendte ham, og sagde: „Nu
Staaer i Stiernekrandsen du.”
Og den Unge: „Nei! o nei!
Krandsen er der længer ei.
Vidtadspredt i taaget Nat
Brænder enkelt Lygte mat.
Hist, hvor jeg udgød mit Had,
Funkler nu den lyse Rad.” —
„Skade, vi ei saa formaae
Tiden at tilbagegaae!”
Svared med et venligt Blik
Gubben, hilste ham, og gik.