Hvi siunges evigt om Spartaner,
Som giorde Fienden Passet trangt?
Behøve vore vakkre Daner
I Tiden da at gaae saa langt?
Har Heltekraft ei sat sit Stempel
Paa egen Daad, i egen Tid?
Behøver Modet et Exempel
Fra Grækenland i Leonid?
Jeg siunger om en Helt i Norden,
Og Daniel Rantzau er hans Navn,
Saa stor, som nogen Helt paa Jorden,
En Sparter fra min Fødestavn.
Alt trued Magten lumsk i Hulen,
Og vilde mættes af dit Blod;
Men, Daniel i Løvekulen!
Dig frelste Himlen og dit Mod.
Leonidas stod uforfærdet
Bag Bierget med sin Flok og stred,
Og styrted Perserne med Sværdet,
Ind til han selv i Græsset beed.
Men Daniel stod paa en Hede,
Han intet Ly bag Klippen fandt,
Og slog, til Svensker Græsset bede,
Og slog, indtil han overvandt.
O, kunde Harpens svage Toner
Din Roes udbuldre med en Klang
Af hine tredive Kanoner,
Som vældig du fra Svensken tvang!
O, dirred Strængen med en Brusen,
Liig Skriget af den rædde Herr,
Der veg, skiøndt fem og tyve tusend.
For fire tusend danske Sværd!
Jeg siunger om en Helt i Norden,
Og Daniel Rantzau er hans Navn,
Saa stor, som nogen Helt paa Jorden,
En Sparter fra min Fødestavn.
Leonidas stod uforfærdet,
Han Heltedød bag Klippen fandt;
Men Daniel Rantzau stod bag Sværdet,
Og brugte Sværdet, til han vandt.