I Gudbrandsdalen stod en eenlig Hytte,
Hvis Eier ei var blevet Dødens Bytte,
Da Pesten dybt sin Vinge synke lod,
Og bragte Giæring i det friske Blod
Og Skræk og Qval og Vaande,
Hvorhen den gustne Hex henblæste med sin Aande.
De friske Normænd, vant, at Luft hiin rene
Omboltre skulde Fieldets høie Stene,
Som Fluer sank; den vamle Hede kom,
Og giorde Bierget nøgent, Dalen tom,
Og lagde Alting øde,
Som naar en Nattefrost afsvider Dagens Grøde.
Den stærke Arm, som rask og uforfærdet
Var vant at styre Plougen, svinge Sværdet,
Blev mat. Ei Foden mægted meer at gaae.
Øiet blev rødt, og Læberne blev blaae;
Og Norges Piger svunde,
Som Roser i de vaade, kolde Nattelunde.
Den Barm, hvis Skiønhed hele Jorden hylder,
Svandt ind, og steg igien med sorte Bylder;
Og Kæmpens Hals, der nys med Sundheds Lyst
Det snilde Hoved bar paa stolte Bryst,
Sank, som en flappet Bue,
Og til et udbrændt Kul blev Øiets hede Lue.
Naar Solen steg nu i sin Morgenrøde,
Da fandt den Alting tomt, og Alting øde;
Hvorhen den skued fra sin gyldne Top,
Blev den kun vaer en halvforraadnet Krop.
Da zittred den, og blegned,
Og svøbte sig i Skyer, til atter ned den segned.
Fælt monne Sneen over Graven fyge,
Kun hist og her man saae en Skorsteen ryge.
Saaledes længe vexled Aar med Aar.
I Gudbrandsdalen stod endnu en Gaard;
Fra den de Slægter ginge,
Som stimled folkerigt nu atter hen paa Thinge.
Paa Thinget monne de sig tidt forsamle;
Der talrigt stod de Unge med de Gamle.
De raadslog om, hvordan de skulde faae
En Kirke bygt, som kunde freidigt staae,
Hvor de med hellig Vise,
Med Prædiken og Bøn Gud Herren kunde prise.
Da maatte sorrigfuldt de med hverandre
Med uforrettet Sag fra Thinget vandre.
Skiøndt hver sin Skierv, i Hiertet from og reen,
Henlagde glad paa gamle Kongesteen,
Blev dog kun Summen ringe,
Og meer formanede de nu ei at sammenbringe.
I Somrens Tid, naar Alt var luunt og stille,
Naar Lougens Bølger monne sagte trille,
Da samled de hver Søndag sig en Stund
Udi en kølig, dunkel Birkelund.
Og fromt sig hvælved Birken
Da over dem saa trygt, som om de sad i Kirken.
Men naar det isned omkring Fyrrens Blade,
Naar Græsset svandt, og viste Klippens Plade,
Naar Vintren spændte sig i Pandser ind,
Og svang sig paa sin Ganger Hvirvelvind,
Da sad Enhver alene,
Da kunde de sig ei med Andagt meer forene.
Hør nu, hvor snart den gode Gud med Styrke
Sin Bistand giver dem, som fromt ham dyrke!
To Børn, det var en Pige med en Dreng,
En Sommersøndag gik ad grønne Væng,
Da fik de Lyst at vove
Sig over Klippen i de dunkelgrønne Skove.
Det var den første Pintsedag, den skiønne,
Den muntre Fest, som holdes i det Grønne.
Der havde Bygden den nu nylig holdt,
Mens alle Blomster dufted friskt og boldt,
Bag Nordens Granepalmer
De havde lovet Gud med høie Jubelpsalmer.
Som nu de Børn rundtom i Skoven vanked,
Og legte, sprang omkring, og Blomster sanked,
Og trængte did, hvor Skovens tykke Krat
Selv giorde lysen Dag til mørke Nat,
Da mon de sig forvilde,
Og Solen sank i Hav, og det blev mørkt og silde.
Dog kom de hiem ei til den vante Hytte,
Forgieves mon den bange Moder lytte.
Og Natten svandt; de kom endnu ei hiem.
Men Dagen kom, og Dagen bragte dem,
Saa munter og fornøiet,
Med Blomster hver i Haand, og glade Smiil i Øiet.
Og da dem spurgtes, hvi de blev saalænge;
Hvi ei de kom, da Solen gik til Senge;
Om paa den grønne Jord, om i et Træ
De havde søgt usikkre Nattelæ:
Da svared de tillige:
„O! vi har slumret sødt, det laer sig aldrig sige.
Først hist vi rundtomkring i Skoven vanked,
Og legte, sprang omkring, og Blomster sanked,
Og trængte dybt os ind i tætte Krat,
Da blev det pludselig til mørke Nat;
Vi kunde hiem ei finde.
Og Solen saae vi fiernt bag Skoven at forsvinde.
Da gav vi bitterligt os til at græde.
To andre Børn i giennemsigtigt Klæde
Kom til os da; de vare begge smaae,
Med krusetgule Haar og Vinger paa.
De sagde: Lad os ile!
Vi vise jer et Huus, hvor I kan roligt hvile.
Da fulgte vi de Børn igiennem Skoven
Hen til et Huus, saa taarnet, høit foroven.
De ledte ind os ad en hvælvet Port.
Det Huus det var saa langt, det var saa stort,
Foroven i en Bue,
Det hele Huus bestod kun af en enkelt Stue.
Hvad der vi saae, det laer sig ei beskrive.
De Glutter sang: Her kan i Nat I blive;
Og naar i Morgen I er vaagnet, gaaer
Da hiem, hvor eders Faders Hytte staaer,
Fortæller, hvad I funde!
Saa siunge de med Smiil, gav os et Kys, og svunde.
Ak, Moder! ak! i Husets østre Ende
Saae vi to store Lys paa Bordet brænde;
Der straalte det saa stærkt med røden Guld,
Af modne Bær og Ax var Væggen fuld.
De Vindver var saa lange,
Did straalte Maanen bleg, dog blev vi ikke bange.
Men i den anden Kant, hvor Dunkelheden
Hang tyk og sort foroven og forneden,
Der lød bestandig fort en herlig Sang
Ledsaget af en dybt alvorlig Klang.
Vi hørte Toner bruse,
Igiennem tykke Rør det monne vældigt suse.
Da treen en Skare Børn for os, og dandsed,
Ind til vi Intet meer af Alting sandsed.
Vi slumred ind, og da vi vaagned, saae
Vi ingen flere Børn med Vinger paa.
Og Sangen taug; vi skued
Ei heller meer de Lys, som før i Natten lued.”
Saa talte de. Men med opmærksomt Øre
Var Bygden stimlet did for Alt at høre;
De sagde: „Leder os paa Husets Vei!”
De ginge taust, paa Veien taltes ei;
Fuld af Forventning fulgte
De med et saligt Haab, som endnu Læben dulgte.
Igiennem Busk og Krat de Børn dem førte,
Hvor Skovens Dyr man langtfra tude hørte,
Hvor ei fra Pestens Tid en Stemme lød,
Hvor Solen sparsom giennem Krattet brød,
Hvor Maanen skinte neppe,
Hvor Busk og Tiørn og Træ tæt fletted Skovens Tæppe.
Med Øxer maatte de sig Veien bane;
Men Øxens Brug er raske Normands Vane,
Og skiøndt tilsidst den stærke Haand blev mat,
Sank dog for skarpe Staal det tykke Krat.
De Børn bestandig smutted
Let giennem Busken ind; dem følge de bestutted.
Og som de nu ei Modet synke lode,
Da pludselig de for en Afgrund stode,
Som skiultes af de vildt nedhængne Løv,
Hvor Klippen knuste Fossens Vand til Støv,
Hvor Fraadens Hvirvler vrimled,
Hvor over Svælget svai paa Kanten Granen svimled.
Med Trusel skummed op de Bølger hvide;
Da stod de Børn alt paa den anden Side,
Og havde ofte vinket, ofte kaldt.
Og Øxen sank med Kraft, og Granen faldt
Hen over Dybets Grunde,
Og blev en Bro, hvorpaa de sikkert træde kunde.
Da hvisled det igiennem Bust og Tiørne;
Og strax en Hær af Losser, Ulve, Biørne
I Møde treen dem paa den fierne Strand,
Og griinte fælt, og viste skarpe Tand.
Da sigted Riffelmunden —
Og i et Nu var Los og Ulv og Biørn forsvunden.
Alt daled Solen bag de Klipper bratte,
Alt sank de senefulde Arme matte.
Da saae de pludselig fra dunkle Vraa
Midt paa en Grønning lys en Kirke staae,
Af ranke Træer omskygget,
Stor fast som Olafs hist, den han i Throndhiem bygged.
Med Mos begroet, omkrandset af Naturen,
Sig hæved favnetyk ærværdig Muren.
Mod Taget svang sig Vedbendranken trygt.
I Kirketaarnet havde Storken bygt;
Den klappred med sin Vinge,
Med Næbet hørte man den svagt paa Malmet ringe.
Forbauset hen for sig de Bønder stirred,
Og heed og tung paa Kinden Taaren dirred,
Og Øxen faldt af Haand ved ranke Træ,
Og Haanden foldte sig, og ned paa Knæ
De sank, og, med hverandre
De monne Haand i Haand derpaa i Kirken vandre.
Og dem i Møde lød en liflig Tone
Fra Midten i den gyldne Lysekrone;
En Drossel sad paa Lysestagens Arm,
Og sang i Aftensolen rød og varm,
Og qviddred dem i Møde
Saa liftigt og saa sødt i Kirkens Aftenrøde.
Alt var forladt heel pludselig; i Tiden
Det maatte være længe, længe siden.
Opladne Psalmebøger rundt man saae;
Den Sang: Naar vi i største Nøden staae,
Var overalt opslagen,
Og Alt var tykt bedækt med Støvets hvide Lagen.
Men klar fra Altret, blank i Aftenglandsen,
Af røden Guld tilstraalte dem Monstrantsen,
Og giennem Vindvet Brombærranken sig
Til Altret havde snoet ydmygelig,
Og Axet guldbeglødet;
Til høire Side Viin, til venstre Side Brødet.
Og nu var Ønsket opfyldt, Sorgen svundet,
Hendøde Slægters Tempel atter fundet;
Og i en hellig Psalme ud de brød,
Og klart det skiønne Chor i Kirken lød.
Høit siunge Mænd og Qvinder:
„Hvo banker, lades ind; hvo trofast leder, finder.”