I Gudbrandsdalen stod en eenlig Hytte,
Hvis Eier ei var bleven Dødens Bytte,
Da Pesten dybt sin Vinge synke lod,
Og bragte Giæring i det friske Blod,
Og Skræk og Qval og Vaande,
Hvorhen den gustne Hex henblæste med sin Aande.
De friske Normænd, vant, at Luft hin rene
Omboltre skulde Fieldets høie Stene,
Som Fluer sank; den vamle Hede kom
Og giorde Bierget nøgent, Dalen tom
Og lagde Landet øde,
Som naar en Nattefrost afsvier Dagens Grøde.
Den stærke Arm, som rask og uforfærdet
Var vant at styre Plougen, svinge Sværdet,
Blev mat; ei Foden mægted meer at gaae;
Øiet blev rødt og Læberne blev blaae;
Og Norges Piger svunde,
Som Roser i de kolde Nattelunde.
Den Barm, hvis Skiønhed hele Jorden hylder,
Svandt ind, og steg igjen med sorte Bylder;
Og Kæmpens Hals, der nys med Sundheds Lyst
Det snilde Hoved bar paa stolte Bryst,
Sank, som en slappet Bue;
Og til et udbrændt Kul blev Øiets hede Lue.
Naar Solen steeg nu i sin Morgenrøde,
Da fandt den alting tomt og alting øde;
Hvorhen den skued fra sin gyldne Top,
Blev den kun vaer en halv forraadnet Krop;
Da skiælved den og blegned,
Og svøbte sig i Skyer, til atter ned den segned.
Fælt monne Sneen over Graven fyge,
Kun hist og her man saae en Skorsten ryge.
Saaledes vexled lang Tid Aar med Aar.
I Gudbrandsdalen stod endnu en Gaard.
Fra den de Slægter ginge,
Som stimled folkerigt nu atter hen paa Thinge.
Paa Thinget monne de sig tidt forsamle,
Der talrigt stod de Unge med de Gamle;
De raadslog om, hvordan de skulde faae
En Kirke bygt, som kunde freidigt staae,
Hvor de med hellig Vise,
Med Prædiken og Bøn Gud Herren kunde prise.
Da maatte sorrigfuldt de med hverandre
Med uforrettet Sag fra Thinget vandre.
Skiøndt hver sin Skiærv, i Hiertet from og reen,
Henlagde glad paa gamle Kongesteen,
Blev dog kun Summen ringe;
Og meer formaaede de ei at tilsammenbringe.
I Somrens Tid, naar alt var lunt og stille,
Naar Lougens Bølger monne sagte trille,
Da samled de hver Søndag sig en Stund
Udi en kiøligdunkel Birkelund;
Og fromt sig hvælved Birken
Da over dem saa trygt, som om de sad i Kirken.
Men naar det isned over Fyrrens Blade,
Naar Græsset svandt og viste Stenens Flade,
Naar Vintren spændte sig i Pandser ind,
Og svang sig paa sin Ganger Hvirvelvind;
Da sad enhver alene,
Da kunde de sig ei med Andagt meer forene.
Hør nu, hvor skiønt den gode Gud med Styrke
Sin Bistand yder dem, som troe ham dyrke:
To Børn, det var en Pige med en Dreng,
En Sommersøndag gik ad grønne Væng;
Da fik de Lyst at vove
Sig over Klippen i de dunkelgrønne Skove.
Det var den første Pindsedag, den skiønne,
Den muntre Fest, som holdes i det Grønne.
Der havde Bygden selv den nylig holdt,
Mens alle Blomster dufted friskt og boldt .
Bag Nordens Granepalmer
De havde lovet Gud med høie Jubelpsalmer.
Som nu de Børn rundt om i Skoven vanked,
Og legte, sprang omkring og Blomster sanked,
Og trængte did, hvor Skovens tykke Krat
Selv giorde lyse Dag til mørke Nat;
Da mon de sig forvilde,
Og Solen sank bag Field, og det blev mørkt og silde.
Dog kom de hiem ei til den vante Hytte,
Forgieves monne bange Moder lytte.
Og Natten svandt; endnu de kom ei hiem;
Men Dagen kom, og Dagen bragte dem,
Saa munter og fornøiet,
Med Blomster hver i Haand, og glade Smil i Øiet.
Og da dem spurgtes, hvi de blev saalænge?
Hvi ei de kom, da Solen gik til Senge?
Om paa den grønne Jord, om i et Træ
De havde søgt usikkre Nattelæ?
Da svared de tillige:
O vi har slumret sødt, det laer sig aldrig sige.
Først hist vi rundt omkring i Skoven vanked,
Og legte, sprang omkring og Blomster sanked,
Og trængte dybt os ind i tætte Krat;
Da blev det pludselig til mørke Nat;
Vi kunde hiem ei finde,
Og Solen saa vi fiernt bag Skoven at forsvinde.
Da gav vi bitterligt os til at græde.
To andre Børn i giennemsigtigt Klæde
Kom til os der; de vare begge smaae,
Med krusetgule Haar og Vinger paa;
De sagde: Lad os ile!
Vi vise jer et Huus, hvor I kan roligt hvile.
Saa fulgte vi de Børn igiennem Skoven,
Hen til et Huus, saa taarnet, høit for oven.
Ind ledte de os i en hvælvet Port.
Det Huus, det var saa langt, det var saa stort;
Foroven i en Bue;
Det hele Huus bestod kun af en enkelt Stue.
Hvad der vi saae, det kan vi ei beskrive.
De Glutter sang: Her maae i Nat I blive!
Og naar i Morgen I er vaagnet, gaaer
Da hiem, hvor Eders Faders Hytte staaer,
Fortæller, hvad I funde!
Saa siunge de med Smil, gav os et Kys, og svunde.
Ak Moder, ak! I Husets Østerende
Saa vi to store Lys paa Bordet brænde.
Der straalte det saa stærkt med røden Guld;
Af modne Bær og Ax var Væggen fuld.
De Vinduer vare lange,
Did straalte Maanen bleg, dog blev vi ikke bange.
Men i den anden Kant af Hallens Grunde,
Hvor intet vi for Mørket skielne kunde,
Der lød bestandig fort en herlig Sang,
Ledsaget af en dyb alvorlig Klang.
En Stemme qvad foroven,
Langt mere sødt og klart end Drosselen i Skoven.
Da treen en Skare Børn for os og dansed,
Indtil af alting intet meer vi sandsed.
Vi slumred ind, og da vi vaagned, saae
Vi ingen flere Børn med Vinger paa.
Og Sangen taug; vi skued
Ei heller meer de Lys, som høit i Natten lued.
Saa Børnene. Men med opmærksomt Øre
Var Bygden stimlet did, for alt at høre.
De sagde: Leder os paa Husets Vei!
De ginge taust, paa Veien taldes ei,
Fyldt af Forventning, fulgte
De med saligt Haab, som endnu Læben dulgte.
Igiennem Busk og Krat de Smaae dem førte,
Hvor Skovens Dyr langtfra man tude hørte,
Hvor ei fra Pestens Tid en Stemme lød,
Hvor Solen sparsomt giennem Krattet brød,
Hvor Maanen skinte neppe,
Hvor Busk og Tiørn og Træ tæt fletted Skovens Teppe.
Med Øxer maatte de sig Veien bane;
Men Øxens Brug er raske Normands Vane;
Og skiøndt tilsidst den stærke Haand blev mat,
Sank dog for skarpe Staal det tykke Krat.
De Smaae bestandig smutted
Let giennem Busken ind; dem følge de beslutted.
Og som de nu ei Modet synke lode,
Da pludselig de for en Afgrund stode,
Som skiultes af de vildtnedhængne Løv,
Hvor Klippen knuste Fossens Vand til Støv,
Hvor Fraadens Hvirvler vrimled,
Hvor over Svælget svei paa Kanten Granen svimled.
Med Trudsel skummed op de Bølger hvide.
Da stod de Smaa alt paa den anden Side,
Og havde tidt dem vinket, ofte kaldt.
Og Øxen slog med Kraft, og Granen faldt
Hen over Kløftens Grunde,
Og blev en Bro, hvorpaa man sikker træde kunde.
Da hvisled det igiennem Busk og Tiørne,
Og strax en Flok af Losser, Ulve, Biørne
Dem treen imøde paa den fierne Strand;
Og grinte fælt og viste skarpen Tand.
Da sigted Buens Pile,
Og brat i Skoven ind med Brøl man saae dem ile.
Alt daled Solen ned bag Klipper bratte,
Alt sank de senefulde Hænder matte;
Da saae de pludselig fra dunkle Vraa
Midt paa en Grønning lys en Kirke staae,
Af ranke Træer omskygget,
Stor fast som Olafs hist, den han i Trondhiem bygged.
Med Mos begroet, omkrandset af Naturen,
Sig hæved favnetyk ærværdig Muren.
Mod Taget svang sig Vedbendranken trygt;
I Kirketaarnet havde Storken bygt;
Den klappred med sin Vinge,
Med Næbet hørte man den svagt paa Malmen ringe.
Forbauset hen for sig de Bønder stirred,
Og heed og tung paa Kinden Taaren dirred,
Og Øxen faldt af Haand ved ranke Træ,
Og Haanden folded sig, og ned paa Knæe
De sank, og med hverandre
De monne Haand i Haand derpaa i Kirken vandre.
Og dem imøde lød en liflig Tone,
Fra Midten i den gyldne Lysekrone;
En Drossel sad paa Lysestagens Arm
Og sang i Aftensolen rød og varm,
Og qvidred dem imøde,
Saa yndigt og saa smukt i Chorets Aftenrøde.
I Kirken vidned Alt om Riddertiden,
Det maatte være længe, længe siden.
Haandskrevne Psalmebøger kun man saae;
Den Sang: Naar vi i største Nøden staae,
Var overalt opslagen;
Og alt var tykt bedækt med Støvets hvide Lagen.
Men klar for Altret, blank i Aftenglandsen,
Af røde Guld tilstraalte dem Monstransen,
Og giennem Vindvet Brombærranken sig
Til Altret havde snoet ydmygelig,
Og Axet guldbeglødet;
Til høire Side Viin, til venstre Side Brødet.
Og nu var Ønsket opfyldt, Sorgen svundet,
Hendøde Slægters Tempel atter fundet;
Og i en hellig Psalme de udbrød,
Og klart det skiønne Chor i Kirken lød.
Høit siunge Mænd og Qvinder:
Hvo banker, lades ind, hvo trofast leder, finder.