Hvor Stormen vældigt tuder,
Hist høit paa Fieldet brat
En gammel Borg udluder,
Bedækt med Mos og Krat.
De vilde Skovens Fugle
Har der et aabent Buur,
Høit skriger Nattens Ugle
Fra gamle brustne Muur.
De skarpe Tiørnebuske
Fortrænge mindste Sti.
De tunge Skyer ruske
Det høie Taarn forbi.
Den gamle Muur sig splitter,
Hiemsøgt af Regn og Vind;
Igiennem Riften titter
Bleg Nattens Maane ind.
Dybt hen i Salen trænger
Den Straale, mat og kold,
Til Væggen, hvor der hænger
Et gammelt rustent Skiold.
Det haver ei sin Lige
I Styrke, som i Vægt.
Det gik i gamle Krige
I Arv fra Slægt til Slægt.
Naar Maanens første Flammer
Da spille, som i Vand,
Paa Skioldets blanke Skrammer
Og paa den gyldne Rand,
Et Suk sig lader høre
Fra gamle Riddersal,
Og muldne Been sig røre
Dybt i den dybe Dal.
I dunkle Lund det toner,
Som Klokken seent i Qvæld;
Da suser Egens Kroner
Om gamle Skovcapel.
I siunkne Grav det bæver,
Det hvisler fiern og nær.
En Ridder op sig hæver
Med Harnisk og med Sværd.
Han farer ei med Lempe,
Han bryder Qvist og Green.
Den drabelige Kæmpe
Gaaer over Elv og Steen,
Igiennem Tiørn og Hasler.
Krat om hans Brynie slaaer.
De blanke Plader rasler;
Han ind i Borgen gaaer.
Hvor Skioldet op er stillet,
Der standser han igien;
Stivt paa et gammelt Billed
Seer han med Længsel hen.
Det er en deilig Qvinde,
En prydet Ungdoms Brud;
Men Fugtighed og Vinde
Har slukt det Meste ud.
Bleg Maanen staaer derude.
Og sender did sit Skin;
Igiennem brustne Rude
Den kysser hendes Kind.
Dybsindig og fornøiet
Paa gamle Contrafei
Seer han med Graad i Øiet,
Med Smiil, og gaaer sin Vei.
I næste Sal han træder
Med Øiet end i Graad,
Saa saare der ham glæder
Det gamle Huusgeraad.
I Riddersalen vanker
Den Kæmpe, stærk og stor,
Og sætter sig i Tanker
Ved trøsket Egebord.
Da flux hans Øie flammer.
Han iler, vred i Sind,
Mod lukte Rustningskammer,
Og sparker Døren ind.
Til sine Spyd han griber —
Da knækkes møre Stang,
Og Dødninguhret piber
Straadødens Varselsang.
Til Trøst hans Hierte trænger,
Han søger Harpen brat.
Hist i en Vraa den hænger,
Forfalden og forladt.
Før var den Sorgens Tvinger
Med sin den hule Røst,
Nu plat forstemt den klinger.
Det skær ham i hans Bryst.
Hen for sin Viv han træder,
Og stemmer den til Klang,
Derpaa han langsomt qvæder
En gammel trofast Sang.
Imedens Helten siunger,
Sødt klinger Harpens Guld.
Hans Qvad i Borgen runger
Saa reen og underfuld.
Til Kirken nu han iler
Med lange, tunge Skridt;
Der Midnatsmaanen smiler
Paa Korset, sølverhvidt.
Med Skræk de Straaler bæve
I det forfaldne Chor,
Thi tykke Spindelvæve
Forløseren omsnoer.
Huult lyder Vindens Brusen
I gamle Sacristie,
Høit synger Riftens Susen
Et evigt Litanie.
Da skiælver Helten saare.
For Guds eenbaarne Søn
Han synker ned med Taare
Og en andægtig Bøn.
Naar Østen frem da luer,
Han hen for Vindvet gaaer.
Mørk han til Jorden skuer,
Som dybt i Taage staaer;
Seer deres travle Hænder
Og deres Trællefærd,
Og harmfuld bort sig vender
Med Haanden paa sit Sværd.
Derpaa med stille Klage
Ned til den Dal saa lav
Gaaer Ridderen tilbage,
Tilbage til sin Grav.
Vestvinden vifter Sukket
Fiernt hen i Bølgedands,
Han svinder, klart bedugget,
I røde Morgenglands.
Fordum, hvor Stormen hviner,
Stod Borgen høi og stor.
End stande dens Ruiner,
Snart døer det sidste Spor.
Da viser man, hvorlunde
Sig Muren strakte hen.
De gamle Tider svunde —
Men Mindet er igien.