Vilhelm og Ludvig paa Valpladsen.
Vilhelm.
Kammerat! Kammerat! afsted, afsted!
Hvor Faren er, vil vi være med.
Hist mylre de ind paa vor venstre Fløi.
Hør de Saaredes Raab, hør Trompeternes Støi!
Afsted, afsted, giennem Ild og Blod,
Giennem Egg’ og Odd! slaa ned for Fod!
Lad os vise Fienden, at vi har Mod!
Ludvig.
Gierne Faren jeg møder,
Men jeg mattes, jeg bløder.
Jeg kan Sværdet ei svinge,
Jeg kan Smerten ei tvinge.
Blodet styrter af min Skulder.
Bring mig bort fra Kampens Bulder!
Vilhelm.
Du mister lidt Blod, derfor er du bleg.
Jeg bringer dig under den skyggefulde Eeg;
Der hviler du ud, jeg forbinder din Skramme,
Saa styrte vi atter i Damp og i Flamme.
Emilia og Stella i Balsalen.
Emilia.
Strængene klinge,
Ynglinger svinge
Muntert med svævende Piger sig om.
See, hvor de smile,
See, hvor de ile!
Hvem vilde hvile?
Søster! o kom.
Stella.
Lad mig ene, lad mig vandre!
Jeg er træt, mit Hierte skiælver.
See, hvor mørk sig Himlen hvælver!
Gaa du, gaa du til de Andre!
Jeg vil ned i Haven ile,
I den friske Luft, hvor Bækken
Risler venligt langs med Hækken,
Glimtende ad Maanens Smile.
Emilia.
Velan da! jeg følger dig med derhen;
Snart ile vi atter til Dandsen igien.
Ludvig under Egen.
Dækket falder, Rollen er forbi.
Skiønne Haab, fremledt ved Phantasie!
Er du meer? er Alting ei forbi?
Brister Lænken? er jeg hisset fri?
O, men glemmer jeg, hvad her jeg leed?
Døer min Kummer og min Kiærlighed?
Skal jeg hisset ei fortæres af
Denne Ild, som viste mig min Grav?
O, velkommen da, du skiønne Død,
Som min Smerte at forsvinde bød!
Men — hvis dobbelt stærkt jeg føler der,
Hvad som, Støv kun svagt jeg følte her —
O, da synke jeg i evig Grav,
I Forstyrrelsens bundløse Hav!
Men om Stella hisset englehvid
Sank til dette Hierte huld og blid,
Ømtfortrydende —
Vilhelm kommer med Vand i sin Hat.
Qvæg dig, min Broder! og fat saa Mod.
Frisk Vand jeg bringer fra rullende Flod.
Ludvig.
Fra rullende Flod? O, jeg er mat!
Jeg føler, den kommer, den lange Nat.
Dog vil jeg væde min blege Mund,
Før hen jeg segner i evigt Blund.
Giv hid! Mit Venskab du har fortient.
Det være mit sidste Sacrament!
Disse klare Bølger af rullende Flod
Har rullet maaskee forbi hendes Fod;
Giennem Haven, langs ad skyggende Hæk,
Der bugter den sig som en venlig Bæk.
Maaskee hendes Taare sig blandte deri
Ved Mindet om Ludvig. — Det er forbi!
Vilhelm.
Du elsker Stella, den skiønne Mø?
Ludvig.
Jeg elskte foragtet, og gik at døe.
Henrevet mit Hierte paa Læberne lød;
Med Stolthed den Grumme mig tie bød.
Jeg havde kun Hierte og Ære og Mod,
Jeg taug, og gik. Nu flyder mit Blod.
Vilhelm.
Der er Redning endnu.
Hvi blegner du?
Jeg gaaer, jeg er rede,
En Læge at oplede.
Han skal dig helbrede.
Og saa til din Pige!
Hendes Stolthed skal vige.
Hun i Taarer skal flyde,
Og sin Svaghed fortryde.
Hun skal elske, hun skal haabe,
Hun skal Helten anraabe.
Snart smiler din Skiebne, som Morgenrøden.
Ludvig reiser sig overende.
Jeg føler Døden.
Farvel, Trærer og Buske!
Farvel, Himmel og Jord!
Farvel, Vilhelm!
Farvel, Stella!
Han døer.
Emilia og Stella i Haven.
Stella.
Seer du hist henne ved Bækken?
Seer du det Hvide i Hækken?
Emilia.
Intet jeg seer.
Stella.
Seer du det Hvide og Røde?
Seer du ei Aanden at bløde?
Emilia.
Drøm dog ei meer!
Stella.
Stille! Hans bristende Øie
Stirrer fra mig i det Høie.
Emilia.
Ængst mig ei saa!
Stella.
Seer du, hvor venligt han smiler?
Seer du, hvor bleg han bortiler?
Emilia.
Kom, lad os gaae!
Stella.
Det er Ludvig!
Hun synker i Afmagt.
Bølgerne til Busken.
Hvorfor hvisler du saa underligt?
Busken til Bølgerne.
Hvorfor risler I med Maaneblod?
Nattergalen slaaer.