Konning Uller er sig i Hu saa mod.
Han sidder ved Midienat;
Mens Maanen langsomt gaaer op i Blod,
Rinder paa Kinden hans Taare brat.
Veemodigt lyder hans Harpe i Lunden;
Elina, den Elskede, er forsvunden.
„Min Ro er borte, en rasende Ild
Har tændt sig dybt i min Barm.
Den ulmer, og flammer saa vild, saa vild,
Den spænder til Vrede min matte Arm.
Jeg vil tumle, som de oprørte Tanker,
Giennem fraadende Hav, paa bristende Planker.”
De reise paa Dækket den gyldne Mast,
De spænde de Silkesejl ud.
„Nu ville vi alle staae Last og Brast,
Og roligt vente paa Skiebnens Bud.
De brændende Hierter, som Kummer fordølge,
Kan kun indlulles blidt af den rasende Bølge.”
Det er lutter unge behjertede Mænd,
Som misted den elskede Mø;
Som har Intet at ønske paa Jorden igien,
Uden Favn mod Favn med hinanden at døe.
De hige, mens varslende Vinde larme,
Efter at styrte i Havgudens kølende Arme.
Masten splintredesm Roret brak.
„Christ! frels os! nu er det forbi.”
Masten styrtede, Skibet sprak.
„I vakkre Brødre! hist samles vi.”
Den skumklædte Bølge sig over dem lukker,
Dybet de luende Hierter slukker.
Giennem dybe, klare Blaa
Synker Kongen ned paa Sandet.
Nattens blanke Stierner smaae
Kan han skimte giennem Vandet.
Paa en Eng af Blomster fuld
Sidder han paa grønne Tue.
Havet hæver sig saa huld,
Som en sølvblaa Himmelbue.
Men et selsomt Trylleslør
Slører dog den hele Scene,
Dækker Himmel, Hav og Jord,
Alting, kun ei ham alene.
I den milde Sommerdag
Staaer Naturen klar og rolig.
Hist et guldudhamret Tag
Hvælver om en stille Bolig.
Uller sagte gaaer derind;
Søde Toner kan han høre.
Rosen livnes paa hans Kind,
Sangen er bekiendt hans Øre.
Døren svævende gaaer op;
Med uskyldig Englemine,
Som en svulmet Rosenknop,
Smiler for hans Blik Eline.
Taus hun synker til hans Bryst,
Taus hensvæve de i Dalen;
Deres Hierters høie Lyst
Tolkes kun af Nattergalen.
Ved den skyggefulde Hæk,
Som bortvifter hede Straaler,
Sætte de sig ved en Bæk
Mellem duftende Violer.
Om den runde, hvide Arm
Slutter fine Silkesømme,
I den høie, fulde Barm
Ruller Issens gyldne Strømme.
Med den milde Rosenmund
Hun sin Skiebne ham fortæller.
Taus tilhører stille Lund,
Almen lyttende sig helder.
„En Sommeraften, klar og huld.
Da sad jeg ved den svale Strand.
I Silke vandt jeg pruden Guld,
Mildt kruste sig det stille Vand.
Da dreied i det Sølverblaa
Sig Voven pludselig saa rund.
Vidt bredte sig de Kredse smaae,
Det vifted stærkt fra Strand og Lund.
Da skilte Vandet sig til Bund,
Som fordums Tid det røde Hav;
En Kæmpe fra den vaade Grund
Steg langsomt af sin dybe Grav.
Da hæved Stormen sig saa vild,
Da sortned Himmelen saa brat;
Kun Stiernen med sin Purpurild
Nedlued i den sorte Nat.
Jeg skimted ham saa bleg og hvid,
Eet Øie kun i Panden stod;
Han nærmede sig langsomt hid,
Hans Øie var saa rødt som Blod.
Sin stærke Arm han om mig svang,
Saa sprang han i den salte Sø.
Tæt luktes høie Bølgegang,
Jeg troede sikkerligt at døe.
Da, Elskte! blandte sig for dig
Min Taare med det salte Hav.
Gud Fader udi Himmerig!
Lovpriset vær; du tog, du gav.
Den stærke Havmand, som et Lyn,
Stak ned i Dybet paa en Hval.
Jeg studsed ved det sieldne Syn.
Han bragte mig til denne Sal.
Et Aar jeg er paa Havsens Bund,
Og Rosmer trykker hver en Nat
Eet isnet Kys kun paa min Mund,
Og spørger: Har du mig forladt?
Og skiøndt han er saa blid og mild,
Saa svarer jeg dog altid: Nei!
Da slukker sig hans Øies Ild,
Han sukker dybt, og gaaer sin Vei.
Da hører jeg ham Harpen slaae.
Snart lyder den, som Kildevæld;
Snart, som naar dybe Elve gaae
Om Natten i det hule Field.”
Kong Uller smiler glad,
Af Fryd Elina skiælver.
Da skilles Havet ad,
Der sig som Luften hvælver.
En Sky, saa sort og stor,
Vandbuen giennembrød.
Sin Arm Elina snoer
Om Uller i sin Nød.
See, Skyen vælter frem,
Fly, Elskte! vær ei seen;
Thi kommer Rosmer hiem,
Han steger dig paa Teen.
Fra Græsset Uller sprang,
Han paa sit Glavind slog:
„Det er ei første Gang,
At jeg en Kæmpe vog.”
„Ak, var din Arm en Storm,
Og var dit Sværd et Field,
Den høie Rosmer Kong
Du slogst dog ei ihiel.”
Ved skiøn Elinas Ord
Kong Uller undres saare.
En Skræk ham giennemfoer
Ved hendes salte Taare.
„Ak, hvis du skulde døe!
Kom, Elskte! lad os gaae.”
Den bange Fæstemø
Ham skiuler i en Vraa.
Da svulmer Hiertet ham,
Sin Harm han ei kan dæmpe.
Han siger: „Det er Skam,
At vige for en Kæmpe.”
Da kommer Rosmer ind,
Hans Fodtrin ryster Jord,
Hans Aandedræt er Vind,
En Torden er hans Ord.
En Kratskov er hans Skiæg,
Hans Skiold et Klippelag,
Hans Kølle er en Eeg,
Hans Hielm et gammelt Vrag.
Da tier Uller stil,
Hans Kinder blier saa hvide;
Han lytter sagte til,
Ham lyster ei at stride.
„Hvo monne til dig komme,
Mens jeg var høit paa Strand?
Jeg lugter paa min Tomme,
Her er en christen Mand.”
„Der fløi en Fugl herind
Med Dødmands Been i Munde.
Jeg smed det ud igien,
Det snareste jeg kunde.”
Hun klapper ham saa snild,
Hun sætter Mad paa Bord.
Den Havmand blier saa mild
Ved skiøn Elinas Ord.
Hun synger ham en Sang,
Hun reder af hans Haar
Det fæle Gruus og Tang,
Hun det i Lokker slaaer.
Da bliver Rosmer fro,
Da det er jævnt og glat.
Saa lysteligt han loe,
At Muren revned brat.
„Og hør nu, Rosmer kiære!
Negt ei min ringe Bøn:
Du ikke grum fortære
Min Moders ældste Søn!
Ham Havet drev herned,
Han sidder i en Vraa.
Han er i Nød bested,
Han tør ei for dig gaae.”
„Elina! ei du græde!
Er Rosmer da saa slem?
Jeg skal ham ikke æde.
Lad ham kun komme frem!”
Da fatter Uller Mod,
Han triner af sit Læ.
Han staaer ved Rosmers Fod.
Han sætter ham paa Knæ.
„Est du Elinas Broder?
Da mig velkommen vær!
Est du af samme Moder?
Da est du Rosmer kiær.
Vær freidig kun i Sind!
Est du den ældste Søn?”
Han klapper ham paa Kind,
Den bliver guul og grøn.
Han sætter ham paa Kappe.
„Min Haand er alt for stor
Til kiælende at klappe
Saa spædt et lille Noer.”
Da blussed Uller rød,
Han drog sit Sværd i Harm.
„Nu skal du faae din Død!”
Det foer i Rosmers Barm.
Han rører ei en Mine;
Han sidder ganske tryg.
„Luk Vinduet, Eline!
Nu stak der mig en Myg.”
Derpaa hun følger ham
Mildtsmilende til Senge.
Det er en sølvklar Dam
Imellem Blomsterenge.
Ned i sin vaade Vugge
Han stiger uden Harm.
De Elskte see ham dukke,
Og synke Barm til Barm.
Et Aar forgaaer paa Havets Bunde
I Elskovs Lyst,
I altid grønne Myrtelunde,
Bryst imod Bryst.
Da sukker Uller tidt af Længsel
Ved Aaens Bred:
„Ak, hvad er i et evigt Fængsel
Selv Kiærlighed?”
Den vaade Muur, vel hundred Favne,
Adskiller dem
Fra hver en Fryd, de tungt maae savne,
Fra elskte Hiem.
„O, du som skienkte mig min Pige
Saa huld igien!
Skienk mig mit stolte Kongerige,
Skienk mig min Ven.
Lad ikke her vort Liv hendaane
I Dæmringskiær.
Du røde Sol! du hvide Maane!
Ak, var I her!”
Elina ganger snild at stande
For Rosmer ind.
„Stærkt higer op til hine Lande
Min Broders Sind.
Sin Længsel kan han ei fordølge.
Du stærke Mand!
Bring ham igiennem Havets Bølge
Paa tørre Sand.
Giv ham en jernbeslagen Kiste,
Opfyldt med Guld.
For al den Godhed, du ham viste,
Jeg blier dig huld.”
„Ak, dersom du mig huld vil blive,
Bestandig huld,
Da skal jeg strax din Broder give
Frihed og Guld.”
Elina med saa megen Liste
Tog Guldet ud;
Saa lagde hun sig selv i Kiste,
Den skiønne Brud.
Høi Rosmer farer alt med Lempe,
Han er saa tryg;
Han løfter op den unge Kæmpe
Paa breden Ryg.
Den tunge Kiste let han tager
I stærken Mund;
Derpaa han med sin Byrde drager
Fra Havsens Bund.
„Nu har jeg bragt dig op paa Landet
Til Solen rød.
Nævn aldrig, hvad du saae i Vandet!
Det blev din Død.”
Saa sprang han atter ud i Havet,
Det stod i Sky;
Af Bølgerne han blev begravet
I Morgengry.
Men da han ikke fandt Eline.
Da blev han bleg.
Da malte Angest hver en Mine,
Og høit han skreg.
Dybt hørtes han i Havet larme
Med Arm og Been.
Tilsidst han blev af Qval og Harme
Til Flintesteen.
Lumsk dukker nu hans haarde Pande;
Nu er hans Lyst,
At lade Havets Snekker strande
Imod sit Bryst.
Men Uller og Elina henrykt staae
Med Glædestaarer i hinandens Arme.
De høre Lundens Nattergale slaae,
Kun fiernt de høre Havets Bølger larme.
De aande i det rene Ætherblaa,
De bade sig i Morgensolens Varme.
Letsvævende de iler op fra Lunden,
Alt synes dem en Drøm, som er forsvunden.