Fra Træet Rimens Blade
Faldt ned for sagte Vind;
Over den glatte Flade
Sig spredte Maanens Skin.
Den ranke Yngling rendte
Paa tynde, glatte Jern,
Saae paa det Lys, som brændte
I Borgen hist, saa fiern.
„Endnu hun sidder oppe;
See, Straalen glimter mild
Giennem de hvide Toppe
Til Isens Maane-Ild.
Endnu hun ikke sover —
Ak, tænker hun paa mig?”
Hen ad de frosne Vover
Han henrykt skyder sig.
Sødtblussende han svæver
Ud paa den glatte Vei.
Det Lys, som hisset bæver,
Hans Øie slipper ei.
Hans Barm det giennemflammer,
Han føler ei til Kuld.
„Der sidder hun i sit Kammer,
Og fletter det lyse Guld.”
Ak, mens hans Hierte luer,
Da pønser lumske Død:
De brast, de tynde Buer,
Han sank i Havets Skiød.
Medynksom Bølgen hæver
Det blege Hoved op.
Lyset saa roligt bæver
Endnu fra Skovens Top.
„O, Emma! hører du ikke
Mit Dødssuk i Nattens Vind?”
Med matte, brustne Blikke
Han stirrer i Lysets Skin.
Derpaa han langsomt dukker,
Over Issen Bølgen slaaer.
Sig Lyset i Borgen slukker,
En Sky for Maanen staaer.