Hvilken Overgang fra det skumle, det hæslige Fængsel,
Fra Gravhvælvingens Mulm — hid til et hyggeligt Huus,
Hvor i Familiekreds hos Manthey muntre vi sidde
Rundt om det giestfrie Bord; siden i rolige Qvæld
Ved et mindre, min Holck! ved lidt Kort, til uskyldige Morskab.
Lavt er kun Spillet, og dog spilles med Liv og med Siæl.
Saadan i Sønderborg og i Nordborg. Venlige Riegels!
Nydeligt er dit Hiem. Skade, det regnede just,
Saa vi dit Anlæg ei ret kunde see; dog fandt vi det smagfuldt
Af det Lidet, vi saae. — Nu maa jeg længer afsted.
Afsked tager jeg rørt med min Hertug. Yndige Hustru!
Giestfrie sige de: Skiald! kom og besøg os igien
Snart. — Ja, sandelig snart! thi eders Huldsalighed bandt mit
Hierte; min Lyst er stor, Øen at gieste paa ny.
Børnene sige mig ogsaa Farvel, og række mig Hænder.
Yndige Planter! Jeg seer større dem, naar jeg dem seer.
Ikke min Prinds og Fyrstinde Farvel jeg siger, jeg seer dem
Snart jo paa Sorgenfri; men du modtager min Tak,
Christian! og siger mig Hædersord: „Jeg kiendte din Aand før;
Reisen mig, Digter! har lært ret nu at kiende din Siæl.”
Skiøn er Taknemmelighed, en salig Følelse bringer
Den i Menneskets Barm. Ei jeg begriber, hvordan
Utaknemlige leve. De leve som Planter i Ørken,
Uden den qvægende Dug hist fra det himmelske Blaa.
Ahlmann, du muntre Præst, som vexled Tankerne med mig,
Blidhengiven! hav Tak. Ogsaa tilbragtes hos dig
Herlige Timer; og hist hos den fortræflige Tetens,
Øens Biskop. Plutarchs Tolk alt jeg kiendte som Dreng.
Gierne havde jeg nøiere her nu giort hans Bekiendtskab,
Vente taalmodigt jeg maa dog til det næste Besøg.
Holtens forlade mig ei før tilsidst; vi seile tilsammen.
Nu jeg ved Bøiden i Fyen siger dem alle Farvel,
Ruller til Nyborg ene. Vort Skib gaaer flux over Bæltet.
Vognen i Sorø-By holder alt, Hauch! ved din Dør.