Det er et selsomt gammelt Huus;
Ei siunket end i Støv og Gruus,
Dertil er det ei gammelt nok.
Der er af Værelser en Skok.
En Række Haller langt man seer,
Men af Tapeter intet meer;
Den blotte Muur er sort og graa,
Og Biælker under Loftet gaae.
Og Alt forladt og øde staaer.
Sit Giemmested dog Kornet faaer;
Og stundom blev den dybe Ro
Afbrudt i gamle Fyrstebo.
Da blev en saadan nogen Hal
Udpyntet til et Borgerbal;
Da stimled Mængden til det Huus,
Hvor ellers knap var Rotter, Muus.
Comødier paa denne Borg
Af Syndere for Sønderborg
Blev stundom da i Salen spilt,
Og Byens hede Længsel stilt.
Da var den Trappe, som forladt
Nu øde staaer, med Lys besat;
Den dybe Ro et Øieblik
Veg for en støiende Musik.
Og Sværmen loe; da lød der Klap.
Men Aftnen, Natten endtes knap —
Og giennem brustne Rude sval
Foer Morgendug i øden Sal.
Men dog fortiener dit Capel,
Forladte Slot! at agtes vel.
Jeg gamle Billed, Rustning seer
Af dem, som længst er ikke meer.
Jeg træder i de Dødes Vraa,
Hvor sorte Fløiels Kister staae.
Hid stimled ofte du med Sorg
Og Sørgesang, Augustenborg!
Her hviler dine Fyrsters Støv.
Hvi tog jeg ikke med et Løv,
En venlig Blomst af Haugen med,
At smykke dette Hvilested?
Du, gode Hertug! slumrer der,
Som havde Danerskialden kiær,
Som skaffed ham sit Levebrød.
Han sørged, Ædle! ved din Død.
Og her jeg signer dig i Løn.
Du lever atter i din Søn.
Ei ganske har jeg dig forliist,
Din Arving har mig Ære viist.
Men nu igien af Kirken ud
Fra rustne Hielm og Faneklud!
I Hallen atter op vi gaae
Og for det brustne Vindve staae.
Men siig mig dog, min kiære Ven!’
Er ellers Intet giemt igien,
Er ingen sielden Levning her,
For Digteren og Sangen kiær?
Slet ingen, ei engang den Plet
Af Blod, som — om jeg mindes ret —
Paa denne Muur i Kalken hvid
Blev seet i længstforsvundne Tid.
Man meente, den gik aldrig ud.
Her den ulykkelige Brud,
En Fyrstedatter, sig har dræbt,
Sig hendes Blod til Muren klæbt.
Hun elsked inderligt en Mand,
En Yngling, ei af Fyrstestand;
Fordi han loved slig en Mø,
Den stakkels Ridder skulde døe.
Men Vennen, som bedrøvet med
Ham fulgte til sit Rettersted,
Som ogsaa var Fyrstindens Ven,
Dem trøsted, før han gik derhen;
Og sagde: „Naaden kommer nok!
Han bløder ei paa Bøddelblok.
Han ængstes skal med Dødens Frygt,
Ei døe. Derpaa jeg stoler trygt.
Stat udi Vinduet du her!
Og naar paa Galgebakken der
Jeg Vished om hans Skiebne har,
Strax vorder den dig aabenbar.
Her tog jeg tvende Duge, see!
Den ene sort, een hvid som Snee;
I Fald fra Verden han maa bort.
Da vifter hist jeg med en sort.
Skal han forlade Livets Vaar,
Da med sin sorte Vinge slaaer
Dig varslende den fæle Ravn,
Og vinker dig i Dødens Favn.
Men lever han, blier du hans Viv,
Da kalder dig til dobbelt Liv,
Til dobbelt Lyst i Vaarens Dag
Det hvide Duevinge-Slag.”
Nu Toget ud til Høien gik.
Paa Retterstedet Naade fik
Af Fyrsten den fortabte Svend,
Just som det havde spaaet hans Ven.
Men Vennen i sin Glæde tog
Den sorte Dug, med den han slog;
Han mærked ei det Øieblik
Feiltagelsen, som han begik.
Fyrstinden stod i Vindvet her;
Knap saae hun Ravnens sorte Fiær,
Saa drog hun blanke Daggert ud,
Og vied sig til Dødens Brud.
Da sprøited Blodets Straale varm
Af hendes unge, skiønne Barm.
Det blev den Rose, som udsprang;
Brudvisen blev en Sørgesang. —
Dit Sagn var rørende, min Ven!
Men bringer mig nu hurtigt hen
Til Taarnet, hvor i dette Slot
Sad den ulykkelige Drot!
Hvor Christiern sad i atten Aar?
Det Taarn ei meer ved Borgen staaer.
Men dette her paa denne Kant —
Det ligner hiint nedfaldne grandt.
I sligt et Taarn han altsaa sad
De lange Dages Leverad,
Indspærret i et usselt Hul.
Tre Rigers Drot — og nu et Nul!
Ved runde Bord af Steen han stod
Med Lænken om sin Konge-Fod;
Det lille Bord han gik omkring.
Hans Finger graved dybt en Ring —
En Ring i Steen af dagligt Slid.
Saa svandt den Armes Levetid!
Indspærret med en Dverg han saae
Fra Fængselshullet Søen blaa.
Beklage, Christiern! kan jeg dig,
Din bittre Skiebne smelter mig;
Men giøre dig til Helgen — nei! —
Fordi du leed, det kan jeg ei.
Paa Rosenborg jeg Sværdet saae,
Hvormed du bød din Bøddel slaae.
Det skreg om Hevn i blodigt Nord.
Desværre — den blev alt for stor!
Saa haardt et Fængsel — tifold Død
For den, som trende Riger bød. —
Kom, bring mig ud fra skumle Muur,
At aande frit i Guds Natur!