Du ædle Ørn, som med et stækket Been
Dog ei har Kraften tabt i dine Vinger!
Som Noahs Due, mangen Oliegreen
Du bragte hiem, og mange fleer du bringer,
Fra Tidens Syndflod. Op til Klippens Steen
Med Kiækhed du dig over Bølgen svinger,
Og Fremtidsknopper, som af Vandet rage,
Dit skarpe Blik med Lethed kan opdage.
Du ædle Siæl, som, sødt til Pragt og Glands,
Hovmod, Forfænglighed ei kunde taale;
Hvem Muserne begaved med en Sands,
Der lærte dig den sande Storhed maale!
For Guldet foretrak du Laurens Krands.
Du ønsked ei at glimre, men at straale
Ved eget Lys; hvis ei — from og beskeden
Dog hylde Skiønheden og Kiærligheden.
Du ædle Ven, som var min Lærling først
I Ungdoms Vaar — min kiæreste, min bedste!
Ved mangen Kilde slukked du din Tørst,
Min yndte du, og monne tidt den gieste.
Du skienkte mig en Løn — o, den er størst
For den, som rider Phøbi Vingeheste:
Du fulgte med mig over Skovens Grene
Til Alteret. Jeg stod ei meer alene.
Og mangen Videnskab du dyrked klog,
Imens i fremmed Land du monne drage;
Men da du vendte til din kiære Krog,
Til Kunsten ogsaa vendte du tilbage.
Dig var ei nok, med Flid at læse Bog;
Selv maatte Harpen du af Egen tage.
Du slog den — herligt mangen Tone klinger,
Skiøndt Klangen vidner om uøvet Finger.
Da dadled dig Tilbederen af Klang,
Som selv var øvet længst i fine Triller,
Som mærked ikke Kraften i din Sang,
Og kun ved Harpen saae en Harpespiller.
Men Aanden, som til Yttring føler Trang,
Til Tavshed ei et kiælent Øre driller.
Du sang i Haglen, monne Blæsten glemme,
Ja, selv i Sluden klaredes din Stemme.
Saa agt ei Øieblikkets Larm og Vold!
Den danske Digterkreds du har forøget.
Og hvis nu Marsyas vil flaae Apol,
Da blier det sikkerligt blot ved Forsøget.
Din Siæl er varm; den ængstes ikke kold
Af Spøgelser, som paa Parnasset spøged.
Du i din Hytte mange Kister satte;
Saa luk dem op, og skienk os dine Skatte!
Du kiender Mennesket, du kiender Hiertet,
Dets Kundskab var din bedste Tidsfordriv;
Dit eget Liv dig glædet har og smertet,
Og Stof til Digte skienkte dig dit Liv.
Med mangen ædel Ret du os beverted;
Giør det fremdeles! Dine Børn, din Viv
Velsigne Gud, dig selv han huldt beskytte!
Saa har et Paradiis du i din Hytte.