Digteren synger for Mænd og for Qvinder,
Ofte Tilhøreres Hierter han vandt;
Men intet Under, om stundom han fandt
Antallet størst iblandt Tilhørerinder.
Manden tilbringer sit Liv med at handle,
Qvinden sig styrker ved Mandens Bedrift;
Derfor hun ynder det digtede Skrift,
Hvor sig Bedrifter i Tale forvandle.
Qvinden har Aand, som en Mand, men tillige
Siæl som en Engel, naar ret hun er Viv.
Derfor et høiere, skiønnere Liv
Higer hun efter, og Taagen maa vige.
Ofte jo var hun sin Tids Lærerinde;
Ynde ved hende selv Tænkeren fik.
Socrates til en Aspasia gik,
Ridder og Sanger fik Løn af en Qvinde.
Gierne jeg læste mit Digt for Veninder;
Ingen af alle dog glædte mig meer,
End disse to, som i Aften jeg seer.
Ikke, fordi det er høie Fyrstinder;
Blikket i Øiet og Smilet paa Mund
Vidner om Hierter, der fatte det Skiønne.
Intet kan Sangeren ædlere lønne,
Laurbær er Intet mod saadan en Stund.