Hvilket Dyr er saa skiønt og saa rask, som en Hest?
Der er de, som vil sige,
At i Skiønhedens Form den sig viser som bedst,
Ja selv Menneskets Lige.
Men deri dog nok gaaer man for vidt; og for sand —
Skiøndt ei Rytter, kun Sanger —
Vist jeg troer: man maa sætte den ridende Mand
Over bærende Ganger.
Men en Hest er et Dyr, der er deiligt og snelt,
Og saa modigt som Manden;
Og som Manden det sikkert i Krigen var Helt,
Hvis det havde Forstanden.
Men Forstand har det nok for en Hest; hvis en Kat
Har lidt meer i vor Hytte,
Vil ei Hesten, med Sadel og Bidsel besat,
Med den Snedige bytte.
Ei foragte vi vil dig, du ærlige Hund!
Mere nær om din Herre!
Du forlader ham ei i den farlige Stund,
Om end Faren var værre;
Mere venlig du er, du kan logrende gaae,
Du er mere fortrolig,
Ja, paa Bagbeen du selv kan som Skildvagten staae,
Du er Træl i hans Bolig.
Men en Kat er for falsk, og for ydmyg en Hund,
Som i Lænker de lægge;
Er ei Gangrens Natur af en ædlere Grund?
Den har Noget af begge.
Som en Kat er den let, og den Følelsen har,
Som en Hund, i sit Øie;
Og den lystrer sin Herre, men ikke den laer
Sig til Ymyghed bøie.
Dog har Trældom og Slid tidt fordærvet dit Slægt,
Og nedbøiet din Nakke,
Naar til Staden du drog den nedtyngende Vægt,
Og fra Marken de Stakke;
Naar du stod i den lumre, den indknebne Stald
Med din trællende Broder,
Og fik Vand af en Sump, som befordred dit Fald,
Og fordærvede Foder.
Hvor misundte du da — i Arabiens Ørk —
Dine springende Brødre,
Som gav vrinskende Ganger til skiæggede Tyrk
Af de deiligste Mødre!
Hvor misundte du hisset den Hingst, der løb bort,
Som bevingede Tanke,
Med den glindsende Hud, og saa skiøn som en Hiort,
Og med flagrende Manke!
Men giv Tid, og forædlet vi atter dig see
Fra den sydlige Himmel,
Som Kastanien bruun, eller hvid som en Snee,
Eller sølverne Skimmel.
De skal blande der’ Blod med det Blod, som blev koldt,
Med et Blod af de Bedste;
Og vort Danmark skal atter da rose sig stolt
Af de herligste Heste.
Lad dem kiøre med Taager, og age med Damp,
Og lad Snekker dem bære!
Men en Bonde paa Marken, en Rytter i Kamp
Kan ei Hesten undvære.
Og vi prise den Fyrste, med ridderligt Mod,
Og med Sands for det Skiønne,
Som forædlede Gangerens herlige Blod.
Tidens Tak vil ham lønne.