Nu indskibe vi os til Langeland. Herlige Svendborg,
Hvor jeg for treti Aar, rørt af din Skiønhed, blev først
Af min Musa paa Reisen besøgt, hvor Verset med Blyant
Jeg over „Svendborg-Sund” skrev i en Hast paa mit Pas,
Som det eneste Stykke Papir medtaget paa Veien!
Atter beseiler jeg nu Bølgen til Øen fra dig,
Men i fyrstelig Pragt; ombord Prinds Christian stiger,
Fulgt af det stimlende Folk, fulgt af de vigtigste Mænd.
Borgervæbningen stander paa Kyst, og yndigt Musiken
Lyder til Hurraraab høit i den klareste Dag.
Stærkt Kanonerne tordne, mens Dannebrogs-Flagene vifte.
Glidende sidde vi nu. — Linde! du styrer vor Fart.
Muntre Mand! nu est du i dit Element. Og hvad seer jeg?
Moltke! min Ungdomsvens kiærlige Broder, min Hauchs!
Følger du smilende med fra Svendborg? — Bøger paa Bordet
Findes i Snekken; jeg har hurtigt dem aabnet, og seer:
Mine „Poetiske Skrifter” og „Digte”, der ofte, som Vinen,
Skattes for Alderens Skyld; Seculet talte kun Tre.
Venlige Prinds! du læser imens i „Langelands-Reisen”,
Men jeg sidder saa taus svøbt i Kavai paa min Stol,
Lurende paa Søsygen, som lykkeligviis mig ei giester.
Dagen er alt for smuk. Thorseng seiles forbi.
Lige for Valdemars Slot en Baad med pyntede Rorfolk
Vente, med Aarer i Luft. Der er en Ætling af Juel.
Fyrsten han hilser som Øens Baron; og venligt indbuden
Følger til Rudkiøbing han med i den seilende Baad.
Ved hans Side jeg sidder, men har ei Mod til at bede
Ham om Forladelse for Sagnets poetiske Brug
Paa min Ungdoms Langelands-Fart. Nu veed jeg det bedre:
Thorseng har Juelerne kiøbt selv for det vægtige Guld,
Ei til Foræring faaet af Kongen. — Hos Folket saa let sig
Danner et Sagn om en Helt, Folket og Sangerne kiær.
Men hvad skuer jeg hist? Et sørgeligt Syn i det glade.
Stem da nu Harpen, o Skrald! Synet fortiener en Sang.