Det er den deiligste Sommerdag,
Og intet Brag
Fra Storm og Bølgerne komme;
Men — hvis mit Øre bedrager mig ei,
Saa lyder høit paa den vaade Vei
Fortvivlede Slag fra Tromme.
En Baad forfølger os, iler fort,
Hvidseilet, fort,
Den gynger som svævende Maage,
Men uden Vimpel og uden Flag.
Ei vifter fra den i smilende Dag
Rødblomstrende Dannebroge.
Der sidder en Mand med uredt Haar
Og Trommen slaaer,
Tykskiægget; bleg er ham Kinden.
Han Stokkene hæver i Luften tidt;
Da lyder en Hvirvel — aldrig blidt,
Men efterlignende Vinden,
Men efterlignende Stormens Raab,
Naar uden Haab
Den Skibbrudne synker derude
I skummende Vover, i bælmørk Nat;
Naar Brændingen syder høit og brat,
Og naar Havfruerne tude.
To Drenge sidde ved Ror og Reb,
Med kloge Greb
De styre Farten paa Vandet;
Thi Gubben, fortvivlet, med flagrende Lok,
Kun bruger larmende Trommestok,
Og tænker paa intet Andet.
Hvo er den Skipper? En usæl Mand,
Som sin Forstand
Har mistet, da Sønnen han misted.
I Havets Bølger Ynglingen fik
Sin Død, og see — fra det Øieblik
Slig Skiebne Faderen fristed.
Knap lyser Sol over Skovens Top,
Saa trommer han op
For Døden i Havet, den Blege.
De Drenge, du hos ham i Baaden seer,
Var Brødre til den, som er ei meer;
De ei fra Faderen vege.
Nu kommer han. Hør! „Min Jens! kom frem
Af vaaden Hiem,
Hvis Bølger dig hid har baaret.
Jeg haaner den Storm, som styrted dig brat.
Svøm hid, min Dreng! lad mig faae dig fat,
Stik Hovedet frem med Haaret.
Jeg løfter dig let i Baadens Skiød.
Og est du død,
Da skal du vorde begravet.
Man ligger dog bedre paa Kirkegaard
Under Træer og Blomster i grønnen Vaar,
End under Bølgen i Havet.”
Saa raaber han høit, og stirrer vildt,
Men ogsaa mildt,
Og smiler med kalkede Kinder.
Da lyder Trommen med rasende Slag,
Og — som en Plet i den deilige Dag —
Den sorte Snekke forsvinder.