Vil I kiende ham ret, saa reiser til Odense, Svendborg,
Seer ham i talrige Sværm der i den blomstrende Skov!
Som Patriarchen gik ved Jordans Bredder, han vandrer
Mellem dem, elsket af Hver, savnet, saasnart han forsvandt.
Fyenboen glæder sig ret til hans Komme, som Blomstens og Frugtens,
Naar sit grønne Paulun Alfen i Skoven har reist.
Ei blot Kriger og Præst og Herremanden, som nyde
Daglig hans venlige Gunst, hylde vor Christian; nei!
Borgeren elsker ham høit, og Bonden. Han virker for Øen:
Kirker forbedrede staae, Veien er fastnet og glat.
Overalt man sporer hans Værk. Nu, venlig som Broder,
Gaaer han i kølige Qvæld midt i den myldrende Sværm.
Først forvilded sig vrimlende Flok, men et Ord af hans Læber
Ordner det alt: „Enhver tage sig Dame, som jeg!”
Pludselig former sig yndige Rad, nu vandre de parviis
Giennem Skoven, een Slægt, han med sin Dame foran.
Da gienlyder et Raab fra Folkets begeistrede Læber:
„Leve, vor Christian! du! leve vor Øes Gouverneur!”
Giennem Skoven bevæger sig broget en Menneskeslange,
Deiligt. At skue den ret, Alfen bestiger sit Træ.