Kilden er en herlig Ting,
Hvor den viser sig paa Jorden
Med sit klare Straalespring;
Dog, hvor der er nok, i Norden
Mellem Fielde, Gruus og Steen
Agter man den mere ringe,
End hvor under Bøgegreen
Mellem Blomster den mon springe.
Bierget hist har Vandet nok,
Som en Strøm sig Kilden vælter;
Strax man seer en Sprudleskok,
Naar paa Tinden Isen smelter.
I saa rig en Overflod
Skiønnes ei paa klaren Kilde;
Jorden vil sit friske Blod
Der imellem Klipper spilde.
Der er Kilden Jettens Søn;
Men hvor den udvælder atter
Mellem Blomster, skiult i Løn,
Fødes den som Alfens Datter.
Der er Ellepigens Hiem.
Skiøndt hun ei kan Solen taale,
Lokker hun Kiærminder frem
Med sin klare Kildestraale.
Danmark er ei rigt paa Vand,
Det vil sige: paa det søde.
Thi den store salte Strand
Alle vore Kyster møde,
Nok vi har af Vandets Syn;
Men hos Ægir kan man ikke,
Siælland, Langeland og Fyen!
Eders stolte Bølger drikke.
Sagtens lide vi ei Trang,
Som den stakkels Østerlænder,
Der i Sandet mangen Gang
Maa fortvivlet vride Hænder.
Overalt med yndig Bram
Aabne sig de klare Damme;
Men en Kilde, men en Dam
Er dog ei eet og det samme.
Derfor skiønnes ret derpaa,
Naar sig Kilden selv frembyder,
Naar den med sin Straale blaa
Klart igiennem Græsset flyder.
Det er Skiønheds bedste Seir,
Naar sin Barm ung Freia blotter;
Derfor Leire blev en Leir
For de gamle Danerdrotter.
Der er Vaarens største Lyst,
Bragi der sin Hal indvier,
Hvor ved Freias Jomfrubryst
Danerskovens Blomster dier.
Der endnu jo Bonden troer
(Kan ei gammel Vise glemme),
At en venlig Huldre boer,
At en kiærlig Alf har hiemme.
Og i Følelsen af slig
Gammel Tro, vor Tro vi røbe,
Naar den lille skiønne Vig
Med et saadant Navn vi døbe,
Med et venligt, elsket Navn
Af en Viv — Gud hende lønne! —
Der erstatter Alfens Savn
Med et Hierte for det Skiønne.
Caroline! Danske saae
Ved de kiære Oldtids Høie,
Som den rene Kilde blaa,
Straalen i dit Uskyldsøie.
God, som Kilden ved sin Hæk,
Lindrede du Armods Klage;
Saligt, som dens klare Bæk,
Flyde dine Fremtidsdage!