Et Eventyr jeg fortælle vil,
Som hændtes paa Slottet, — fast utroligt.
Nu lytter opmærksomt Alle til!
Ei Slottet var ubeboeligt,
Det var ei en gammel Ridderborg,
Der stod forfalden i dyben Sorg
For Livet, som vendte den Ryggen;
Hvor Uglen bygged i Høitidshal,
Og Maanskinnet med sit Straalefald
Var eneste Lys i Skyggen.
Hvad Pragt formaaer og hvad sielden Smag,
Det skued man her i disse Sale;
Det var den deiligste Sommerdag,
Og Hallerne stode saa svale.
Prinds Christian giested Herr Føns og hans Viv;
Der var stor Gammen og Tidsfordriv,
Ved Bordet herlige Toner.
Og da nu endelig Nat faldt paa,
Den talrigbrogede Sværm man saae
Ved funklende Lysekroner.
Nu satte sig tvende Frøkener hen,
Hver paa sin Strængeleg sødt at spille.
Da nærmed sig Tonekunstens Ven,
Og Sværmerne bleve saa stille.
Men Pigerne spilled til Dandsen op.
„Nu”, tænkte jeg, „gaaer det snart i Galop,
Nu gaaer det rask med en Svingen;
Den ædel-alvorlige Ridderdands
Er længer ei Moden hertillands.”
Jeg vented — men der kom Ingen.
Saa er det dog sandt: i fierne Gemak
Gaaer heller nu Herren fra sin Dame,
Og morer sig meer ved at ryge Tobak,
End spille med i Terpsichores Drame?
Forgieves Pigerne Strængene slaae,
Mens Ungersvendene rolige staae.
Til Væggen støttede, Kopper de tage;
Den stærke sukkersødmede Thee
Betænkeligt røre de med en Skee,
Og dyppe deri lidt Kage.
Da pludselig staaer i Hallen en Mand,
Mens Tonerne lyde mig sært i Øre;
Saa rank som en Yngling kneiser han,
Dog synes han Tiden ei at tilhøre,
Thi Aarene deres Furer ind
Har pløiet ham dybt i Panden og Kind.
Men Øiet lyner fra Kraftens Dage,
Hans Been er hurtigt, og Ryggen rank,
Og Panden er høi, men skaldet og blank,
Thi Haaret vil Afsked tage.
Jeg troer en Aabenbaring at see
Fra Barndommens Aar (jeg var kun tretten),
Da syvende Christian paa Balparé
Udmærkede sig ved Menuetten.
Vor Ridder en Dame har faaet i Gang,
Menuetten spilles af Don Juan.
Paa Ynglingsmundene Smiil jeg mærker;
Men alt som det længer med Dandsen gaaer,
Beundring man for Dandseren faaer,
Thi Gubben giør Underværker.
Til Trods for magelig Ynglingeflok
Da Capo-Dandsen han ei forlader.
Hvo er den Gamle? Jeg kiender ham nok;
Af Bournonville den raske Fader?
„Nei, Nei!” Hvo er da den Ridder blid?
En Aand fra Christian den Syvendes Tid?
„Nei! see, der staaer han fornøiet rolig,
Han ei forlader den lystige Sal.”
Hvo er det? „En gammel General.”
Er Hændelsen ei utrolig?