Danmark har ingen Flod; Floden ei vælter
Her sig fra Grund.
Danmark har meget meer: Danmark har Bælter,
Danmark har Sund.
Ei med Leer og med Gruus blander sig Voven;
Bølgen er blaa.
Oldtidsegen og Bøg yndigt i Skoven
Speilede staae.
Flodsengen viser ei her lunefuld Vrede,
Graa eller guul;
Overskyllende snart, atter saa nede,
Stenet og huul;
Ødelæggende snart Ranker og Ager,
Haab for et Aar,
Naar forfærdelig Iis brister og brager,
Smeltet i Vaar.
See fortvivlede Flok hisset paa Taget!
Huset i Vand!
Som skibbrudne de staae blege paa Vraget,
Hustru og Mand.
Smaabørn hæves i Arm, Øxnene svømme,
Bragende Faar;
Hest med Hoverne vildt, sledet fra Tømme,
Bølgerne slaaer.
Roligt her derimod henflyder Bæltet,
Kræver ei Rov;
Fiendtlig Bølge det har aldrig opvæltet
End mod sin Skov.
Vel bekrandser ei her grønnende Ranke
Smilende Kyst;
Modne Druer kan ei Dannemand sanke,
Sommerens Lyst.
Men see Skibet, som hist seiler i Sundet,
Skrinet ved Skriin;
Luk dem op — og du har Druerne fundet:
Klareste Viin!
Bæltet bærer da selv svulmende Druer,
Ikke dets Strand.
Hveden, Rugen, som Guld, Dyrkeren skuer.
Herlige Land!
Ei behøver I her Snekken at drage,
Heste! ved Flod,
Naar man bringe den vil atter tilbage,
Strømmen imod.
Hvis fra Stranden det her muligt dig lyster
Længer at gaae.
Vil til China du hen? Africas Kyster?
Seilet i Raa!
Og, som Fuglen i Luft, hurtig du driver,
Modig og fro;
Men paa fierneste Kyst, Danske! du bliver
Bælterne tro.