Det var en brændende Sommerdag,
Jeg gik med Fyrsten i Skyggegangen;
Men pludselig fandt han deri Behag,
At tage mig ud i Solen paa Vangen.
Han agter ei Regn, ei Middagssol.
I Støvregn stod han en Time forleden,
Og mørked ei, Regnen dypped hans Kiol;
Og mindre mærker han Heden.
Men der, hvor han tog mig ud i Dag,
Der fandt i brændende Sol jeg Skygge,
Skiøndt Træerne hvælved intet Tag,
Hvorunder Vaarens Sangere bygge.
Der voxte kun i grønnende Rad
Kartoffelbuske. Men da han taled,
Jeg mørked ei længer Solens Bad;
Smaabuskene mig husvaled.
„Her er de Fattiges Urtegaard.
Indrettet har vi saaledes vor Gave,
At Byens værdigste Trængende faaer
Til eget Brug en smuk lille Have.
Her kunne de dyrke Jorden med Mod,
Ei ørkesløse sidde bag Muren;
Forfriske Blodet med sunde Rod,
Og nærme sig atter Naturen.”
Da voxte Kartoffel og Gulerod
Og Selleri og Ærter og Bønner
Saa høit for mig, at en Lund der stod,
Et Tempel for Gud, som Giveren lønner.
En Kilde, tyktes mig ogsaa, jeg fandt,
Som risled, og forskiønnede Vaaren;
Thi for den fromme Giver nedrandt
Kostbar — Taknemlighedstaaren.