Ak, Gud! jeg er fem alt og femti Aar,
Min Barndom er længst forsvunden,
Og dog har jeg Een fra tidligste Vaar
I Odense-By gienfunden.
Der leget har med mig paa kiære Slot,
Og Alt endnu mindes saa saare godt,
Hvordan vi Comødie spilled,
Og lystigt hinanden drilled.
Sophia! min salig Søster! hun kan
Om dig fortælle saa meget.
Da blomstrede du paa Bakkens Rand,
Ei Døden din Kind havde bleget.
Du ligger nu længst i sorten Jord;
Men hører jeg paa Eline, jeg troer,
At end, som Barn med din Broder,
Du lever med Fader og Moder.
Comødie spille vi atter hist
Med Faders gamle Parykker;
Da jævnes saamangen lystig Tvist
Og mange barnlige Nykker.
Men — hvad der ligger imellem hiin Tid
Og nu, da Skialden til hende kom hid,
Til Odense-By fra Hiemmet —
Derfor er Eline fremmed.
Hun forekommer mig som en Fee
Fra første, forsvundne Dage;
Hun lader i unge Tid mig see,
Ved Blikket at vende tilbage.
Men hvad der er hændt i de fiirti Aar
Fra hiin — hiin længst forsvundne Vaar —
Derom hun Intet kan tale,
Slet intet Billede male.
Hun spørger mig om en liden Hund —
Som Dreng jeg yndte den saare,
Og da den skiltes fra mig en Stund,
Det kosted mig modige Taare.
Hun selv har en Hund i Stuen her,
Hun kiæler, hun klapper, hun har den kiær,
Som jeg min „Presang” paa Slottet.
Hun lider ei Hunden blier spottet.
Min Barndomsveninde! ei komme vi kan
Ind i den forrige Tone;
Jeg er jo nu en aldrende Mand,
Og du en aldrende Kone.
Naar vi om vor Barndom ud har talt,
Saa vorder atter Samtalen svalt;
Forlegne vi staae for hinanden,
Som fremmede Frue for Manden.
Men i det Øieblik, da jeg har sagt
Farvel min Barndoms Veninde,
Blier levende gamle Tid opvakt
Med hvert huldsalige Minde.
Som Ida Münster du Harpen slaaer,
En haarfager Mø i Ungdoms Vaar.
Hvi skulde ved Harpen jeg tie
Da nu om min første Thalie?