Her, hvor den gothiske Kirke staaer
Saa høi, med hellige Mure,
Et Mindesmørke fra Oldtids Aar,
Men uden revnede Fure;
Her sætter jeg mig under svalen Lind
Paa Urtegaarden og synger.
Kommer herhid med smilende Kind,
I Piger og Svendeklynger!
Thi siunge jeg vil ved Harpeklang
Og Knud den Hellige prise.
Jeg digter eder en Nutidssang
I Tonen af gamle Vise.
Knud var i Kampen en tapper Mand,
Naar Sværd ham blinked i Haanden;
Men Geistligheden høit agted han,
Fordi den virked for Aanden.
Der var en Tid, da den spottet blev;
I selv jo har det erfaret.
Hvad Nonner og Munke frækt bedrev,
Blev kun for Rygtet bevaret.
Om Bisper talte man lang Tid kun,
Som om de verdslige Fyrster,
Der rase vildt udi Kampens Stund,
Og gridsk efter Guldet tørster.
Men hvad de virked til Landets Gavn,
Derom man mæled ei gierne;
Dog straaler Ansgars og Axels Navn,
Og Fleers, som den evige Stierne.
Først hed det: Adel og Geistlighed,
Ja: Geistlighed selv og Adel;
Tilsidst sank Præster foragtede ned,
Og hørte fast Munkedadel.
I Forstuen ofte man Præsterne saae
Hos Herremands Jæger og Hunde.
I Storstuen turde de neppe gaae;
Til Bordet? Nei, ingenlunde!
Den Tid er, Gud skee Lov! atter forbi;
Thi uden hellige Tanker
Er Mennesket kun et Dyr paa Sti,
Og Skibet er uden Anker.
I Oldtids Dage nødvendigt det blev,
Som nu, for Aanden at sørge;
Hvad Viisdom paa Pergamentet skrev —
Om Sligt hvor Mange vel spørge?
Men Estrithsens Søn, den vise Knud,
Sig ei i Vrimmelen taber;
Han dyrked ivrigt og fromt sin Gud
Og Kunster og Videnskaber.
Og han befol arbeidende Mand,
Som sørged for Hestefoder:
„Du ære skal den geistlige Stand,
Og nære din tænkende Broder.
Du dele med ham! Saa Himlen vil.
Han tænder din Saligheds Kerte.
Den tiende Neg ham høre til,
Som sørger for dig og dit Hierte.”
Men da forbittredes plumpe Hær,
Som Bien, der røves sin Honning;
Da hvæssed de Leer og blanke Sværd
Imod den herlige Konning.
Og der var Een, som for Ædelmod
Kun gav ham Døden til Takke,
Som higed efter uskyldige Blod,
Og det var den falske Blakke.
For hver en Niding med Hiertets Savn,
Hver lumskelig Overtræder
Hans Navn er vorden et Øgenavn;
For hver en ussel Forræder.
I, Sanct Alban! dit hellige Chor
Stod Knud, sin Andagt at holde;
Da Skarerne did fra Egnen foer
Med Helvedhierterne kolde.
De stødte paa Døren med skarpen Spiud,
De Nagler gik snart i Stykke.
„Est du herinde, du hellige Knud?
Din Skaal saa ville vi drikke!”
Da Knud opdaged den nedrige Svig,
Bad han sig Himlen forbarme;
For Alteret han nedlagde sig
I Kors, med udstrakte Arme.
Da traf fra Vinduet ham en Piil,
Og bored sig dybt giennem Huden.
Han døde med et livsaligt Smiil,
Og Solen skinte paa Ruden.
Han blødte paa Alterets viede Fiæl,
I Døden herlig at skue.
Af Vinduet fløi hans forløfte Siæl
Til Himlen op som en Due.
Du ærlige Kæmpe Benedict,
Du Søn af den samme Moder!
Du ikke glemte din Broderpligt,
Du stred og faldt med din Broder.
Men Oluf var af en anden Art,
Han bar for Hierte kun Lunger;
Dog Himmelens Straf ham rammede snart,
Man kaldte ham Oluf Hunger.
Han sveg sin Broder, og efter hans Død
Besteg han den danske Throne.
Da revsedes Landet med Hungersnød,
Hver Busk blev en Tornekrone.
En Syndflod kom, en forfærdelig Regn;
Ei Grumheden vistes Naade.
Man Axet afskar i mangen Egn,
Saa grønt som Sivet, paa Baade.
En Juleqvæld, da Kong Oluf sad,
Da Kæmperne vare tilstede
I Hallen ved tomme Kruus og Fad,
Da gav han sig høit til at græde.
„O Gud!” udraabte han, „lad min Død
Retfærdige Vrede forsone;
Skaan yndige Danmark fra sin Nød,
Afriv min blodige Krone.”
Og Herren ham hørte: hans Pande bleg
Laae snart under Svededugen;
Og atter herligt paa Marken steg
I Solskin Hveden og Rugen.
En Kirke byggedes Sancte Knud,
Den fromme Konge til Ære;
Og det er denne, saa høi og prud,
Hvis Mure de Hvælvinger bære.
Her jordede man den Helliges Been.
Men længe man havde dem savnet;
Paa Graven var ikke Mindesteen,
Som viste Stedet med Navnet.
Han laae i Kirken, det vidste man grandt;
Om Stedet taug Sagnet stille.
Da Graveren af en Hændelse fandt
Det gamle Skriin i en Pille.
Man fandt ei eet, nei man fandt to:
Kong Knud og en Blodsforvandte.
De slumred i den evige Ro,
Og Knoklerne vare blandte.
Det var Benedict, hans Broder huld,
Som ei forlod ham i Nøden.
Nu var deres Legemer længe Muld,
Og blandte sammen i Døden.
Men tvende Kister beviste vist:
Hver havde sin egen Kiste.
Vor Christian, efter lang Tids Frist,
Den sidste Ære dem viste.
I Choret han sætte lod et Bord;
„Og,” sagde den Herre, „vi ville
Nu efter Lægernes Raad og Ord
Ærværdige Levninger skille.
Og efter syv hundred og femti Aar
Skal Gravstedet gienkiendt være.”
Bevæget og tankefuld Christian staaer,
Og viser dem sidste Ære.