Hvad lyder høit paa første Pindsemorgen?
Der er et mægtigt Orgel jo i Borgen.
Her, hvor mit Kammer vender ud til Gangen,
Mig møde Psalmelyd og Kirkesangen.
Skiønne Toner,
Velbekiendte,
Himlens Zoner
Dem udsendte
Fra Udødeligheds Lande,
Trøst for Jordens Skyggestrande.
Ja — Lyden er ei Phantasiens Foster;
Thi Slottet var i gammel Tid et Kloster,
Og derfor Kirken, som man den har funden,
Endnu med Slottets Gang er nær forbunden.
Ind jeg træder.
Siæl og Øre
Orglet glæder.
Jeg kan høre
Tonerne, som blev tilbage
Fra min Barndoms første Dage.
Man siger: Intet snelt, som Tonen, svinder,
At det gaaer den, som Kilden, der bortrinder,
At det gaaer den, som Rosen i sin Sommer:
Den visner snarlig, og en anden kommer.
Nei! den samme.
Som min Flamme
Først antændte,
Atter vendte
Uforandret her tilbage
For min Trøst og for min Klage.
Os om en hellig Biskop Saxo melder;
Om Tonen det, som om hans Liigdragt, gielder:
Den samme Duft, da Seklet var henrundet,
Som i hans Hauge, blev i Kisten fundet.
Saadan høres
Ogsaa Klangen;
Saa hidføres
Atter Sangen;
Lange Taushed ei den matter,
Martsviolen dufter atter.
Livsalig Pindsefest! igien du hyldes;
Den aandelige Lyst dig ene skyldes,
Og Siælens Mai saa grønt, paa Englevinger,
I Kirkens Skyggehvælvinger udspringer.
Kiærlighedens
Roser rødme
Nu med Edens
Bedste Sødme.
Som en Taare Kilden rinder,
Frelser! paa dit Livs Kiærminder.
Fra den Tid Lotte bares bort paa Baaren,
Er Kirken vorden mig saa kiær, som Vaaren.
Jeg synes: mig den Salige besøger
I Herrens Huus; og det min Tro forøger.
Hulde Sommer!
Ned i Vrimlen
Englen kommer
Hist fra Himlen,
Smiler kiærlig til sin Fader
I de gamle Stolestader.
Hun sidder der, hvor Skyen sig udfolder,
Som Raphaels Engel, Nodebogen holder.
Som Gyldenlok jeg seer om Skuldren flakke
Den Fletning, som vi skar af Ligets Nakke.
Og fra oven —
O, Beethoven! —
Haabet lyder.
Hun udbryder:
„Stiernen er mig ei forsvundet,
Fiernt først, fiernt har jeg den fundet.”
Min Faders Aand paa Orgelet jeg hører.
Mig tykkes: det er den, som Tonen fører.
Saaledes er jeg her ei længer fremmed:
Hvor Kirken er og Graven — der er Hiemmet.