Til de danske Studenter,
som Natten mellem den 14de og 15de November 1829 hædrede mig med et Vivat.
som Natten mellem den 14de og 15de November 1829 hædrede mig med et Vivat.
Den, som Apol til Skiald har kaaret,
Den nærer han med Vaarens Kost;
Og selv i sildig Vinterfrost
Snoe Roser sig om Sølverhaaret.
Den raske Ungdom er hans Folk:
Den kiække Kraft, det Ynderige,
Den flinke Knøs, den skiønne Pige,
Dem tiener daglig han til Tolk;
Den unge Moder med sit Noer,
Den muntre Faer med sine Sønner.
Et Haandtryk og et Smiil ham lønner.
I Skiønhed er Naturen stor.
Men hærdes Hiertet, smaat og koldt,
Og vender Verden tidt ham Ryggen,
Da sidder rolig han i Skyggen,
Og harmes ei; thi han er stolt.
Naar kun sin egen Kraftløshed
En lunken Sværm ham forekaster.
Og ham for egne Mangler laster,
Fordi den savner — Kiærlighed:
Da trøster snart han sig igien,
Paa ny den stemte Harpe klinger;
Den unge Mø ham Blomster bringer,
Og moden Frugt den unge Ven.
Men hvilken freidig Ynglingshob
Med største Hæder Skialden lønner?
Minerva! Moder! dine Sønner
Ham hilsed med et Natteraab.
Han spandt dem Hør af Freias Rok,
Han sang, hvad deres Hierter ane,
Han bar som Yngling deres Fane,
Han har en Søn i deres Flok.
Velsign, Apollo! deres Færd,
Og lad dem dine Laurbær bære
Til Fredriks og til Danmarks Ære,
Og giør mig deres Venskab værd.