Mallings Død
Kantate ved Universitetets Sørgehøitid den 23de Januar 1830.
Kantate ved Universitetets Sørgehøitid den 23de Januar 1830.
Før Talen.
Chor.
Stemmer i med sagte Sørgetoner,
Huld Erindring følge Strængens Klang!
Som en Luftning i Cypressens Kroners
Venligt lyde du, vor Sang!
Vi har tabt en Fader; men vi græde
Bittert ei: han lød Naturens Krav,
Oldingen gik til sin Herres Glæde.
Fletter Krandse til hans Grav!
Recitativ.
Sees Døden, svovlblaa som et Lyn,
At slaae sin Lee dybt i den Unges Hierte,
Hvad heller dræber den med langsom Smerte,
Da gyse vi ved dette Syn.
Men kommer Døden
Som Aftenrøden,
Et Purpurglimt igiennem Skyens Bryn,
Og vinker Frugten moden fra sin Stængel —
Da skrækker os ei Evighedens Engel.
Sang.
Ædle Gubbe! vi dig flette
Mangen Krands, saa frisk og grøn.
Laurbærkrandsen først vi satte
Paa din Urne, Clios Søn!
Helten med sit Sværd, sin Landse
Priste du med sindrig Sands;
Derfor Herthas Egekrandse
Vinde sig i Daphnes Krands.
Dannemøer og Danneqvinder
Føle dybt, som vi, dit Savn;
Derfor Lilier og Kiærminder
Vikles om dit elskte Navn.
Borgerven! med kraftig Tone
Fredens Værk sin Roes du gav;
Derfor skal en muret Krone
Hvælve sig om Mallings Grav.
Chor.
Danmark! du hans Værd paaskiønner.
Haand i Haand, med Taareglands,
Fletter, Fædrelandets Sønner!
Om hans Grav en Broderkrands.
Efter Talen.
Recitativ.
Hvad seer jeg hist?
En Lysning giennem Skyens Mørke bryder.
En Sværm af Aander
Gaaer Oldingen i Møde,
Hvem did Udødeligheds Engel bringer;
Forsvundne Seklers store Siæle,
Om hvem han talte Sandhedsord.
See Adelstein med Gulethingets Lov,
Og Axel Erkebiskop med sin Krumstav,
Niels Lembak med sin Ploug, Juel med sit Flag,
Med brudte Stavnsbaand vinker fierde Fredrik,
Anna Colbiørnsen smiler, Tordenskiold
Paa Skyen tumler fro, som før paa Bølge.
Hvo nævner dem, de Myldrende, som stimle
Nysgierrigt did, at hilse deres Talsmand?
Men tys! To ædle Skialde møde ham,
Der er Johannes Ewald, Thomas Thaarup —
De trykke ham saa broderligt til Hiertet.
Sang.
Du var din gode Konge kiær,
For Fredrik, Malling! høit dit Hierte brændte.
Du elsket, du beundret var af Hver,
Som i fortrolig Kreds dig kiendte.
Du Olding skiøn med Manddoms Aand!
Dit Øie funkled tidt med Ynglingslue;
Og — med det blaa, det hvide Baand —
Var du en Borger i din Stue.
Chor.
Fædrelandet sørger ikke;
Skiønt og langt og kraftigt var dit Liv.
O, men paa din Grav med Veemodsblikke
Stirre Sønner, Døttre, Venneviv.
Stor var dine Venners Skare;
Mangen Søn en Fader mistet har.
Hiertet evig skal bevare
Din Erindring dyrebar.