Vi fik en lille venlig Dreng
Til Skydsgut paa Karjolen.
Han satte sig med raske Slæng
Hos Dahl paa Agestolen.
Han havde skiønne gule Haar
Og bare Skiorteærmer.
Med Pidsken han paa Hesten slaaer,
Den Nærmer og den Fiermer.
Og rask det gik. Normanden ei
Sig bryder om en Bakke;
Man ager op og ned ad Vei,
Som paa et Hav i Smakke.
Og Fieldet foer os snelt forbi,
Saa hurtigt vi mon age.
Nu, oppe paa en yndig Sti,
Vil jeg mig see tilbage.
Sanct Olaf! ha, hvo stander der?
Troer jeg mit eget Øie?
Skydsgutten er mig atter nær
I ærmeløse Trøie.
Han smilende som Tiener staaer.
Ei, hvilke sære Drømme!
Hvo er det da, som Hesten slaaer,
Og holder den i Tømme?
Hielp, Himmel! det er Kogleri
Bag Biergets Trylledække.
Men, stille! her er Dalen fri —
Nu seer jeg dem jo — begge.
Ha, nu forstaaer jeg: I er To,
Som hver vil ha’e sin Skilling?
Du er en Tvilling? „Herre, jo!
Og han er ogsaa Tvilling.”
Saa skilles I vel sielden ad?
„Nei, vi er altid sammen.”
Som Birkeblad ved Birkeblad?
Nyd længe denne Gammen!
Gid intet Uheld, Døden ei
Jer fra hinanden føre;
Den skiønne Livets Landevei
Gid broderligt I kiøre!